(navigation image)
Home American Libraries | Canadian Libraries | Universal Library | Community Texts | Project Gutenberg | Children's Library | Biodiversity Heritage Library | Additional Collections
Search: Advanced Search
Anonymous User (login or join us)
Upload
See other formats

Full text of "Den Danske Stjerne"

'DMN-dcmsÅe 

STJERNE 



Juli 1978 

127. årgang • Nummer 7 




D~ENdansAe 



^ fWl W W71 11 l^T W? for~Jesu Kristi Kirke af Årgang 127 



Organ Juli 1978 

for Jesu Kristi Kirke af Årgang Y. 

Sidste Dages Hellige Nummer 7 



Det øverste Præsidentskab: Spencer W. Kimball, N. Eldon Tanner, Marion G. Romney. 

De tolvs Råd: Ezra Taft Benson, Mark E. Petersen, Delbert L. Stapley, LeGrand Richards, 
Howard W. Hunter, Gordon B. Hinckley, Thomas S. Monson, Boyd K. Packer, Marvin J. Ashton, 
Bruce R. McConkie, L. Tom Perry, David B. Haight. 

Rådgivende komité: Gordon B. Hickley, Marvin J. Ashton, L. Tom Perry, Marion D. Hanks, 
James A. Cullimore, Robert D. Hales. Redaktør af kirken magaziner: Dean L. Larsen. 

International Magazines redaktion: Larry A. Hiller, Carol Larsen, Roger Gylling. 

Den danske Stjernes redaktion: Jørgen Ljungstrøm, Translations Services, 
Vodroffsvej 7, DK-1900 København V. 

Korrespondenter: Københavns Stav: — . Den danske Mission: — . 



Indholdsfortegnelse 



Budskab fra Det øverste Præsidentskab: Sabbaten - en glædens dag, 

præsident Spencer W. Kimball 1 

Spørgsmål og svar, Steve Gilliland, Robert J. Matthews, Elliott D. Landau ... 7 

Om at være aktiv, Orson Scott Card 13 

Nadveren og indgåelse af pagter, W. Cole Durham, jr 15 

Forekommer mirakler i dag? Jay A. Parry 18 

Fasten - en glædens gave, Sheryl Condie Kempton 23 

Kirkens livskraft, præsident Spencer W. Kimball 26 

Christians omvendelse, Gordon Irving 28 

Det gør ikke nogen forskel, Barbara Balli 34 



Børnestjernen 

Miraklet, Sherrie Johnson 1 

Vidnesbyrd fra børn i hele verden 5 

Hvad kan jeg sige? Hvad kan jeg gøre? 6 



Abonnement: 

Tegnes gennem wards/grensrepræsentanten: 12 numre dkr. 48.00. 

Nævnte priser er incl. moms og porto. 

Betaling over gire 3120988 til Distributions Centret, Smedevangen 9, 3540 Lynge. 

United States and Canada: S 8.00 (surface mail). 

© 1978 by thc Corporation of the Presidcnt of the Church of Jesus Christ of Latter-day Saints. 
All rights reserved. 



Budskab fra Det øverste Præsidentskab 




Sabbaten — 
en glædes dag 

af Præsident Spencer W. Kimball 



E, 



ét efterår havde jeg til opgave at 
overvære en stavskonference et sted ude 
i provinsen i det vestlige USA. Jeg kom 
lørdag aften og overnattede hos 
stavspræsidenten. Om morgenen 
påbegyndte vi den 8-9 km. lange tur til 
stavsbygningen, og på vejen kom vi 
forbi adskillige landbrugsejendomme. 
Og jeg lagde mærke til, at disse 
mennesker helt tydeligt holdt sabbaten 
hellig. 

Vi så de dejligste marker med moden 
hvede, og maskiner som stod sådan som 
de var blevet efterladt den foregående 
aften. Vi så høstakke, kun halvt 
opbyggede og mere hø liggende på 
markerne, rede til at blive kørt ind. 
Noget korn var høstet, og noget stod 
stadig på marken. Hele landet syntes at 
hvile. 

Vi kørte ind i landsbyen, og også her 
fandt vi at alt åndede fred og ro. Der lød 
ingen hamren, ingen maskineri eller 
arbejdsstøj af nogen slags. I stedet så vi 
folk komme fra alle retninger af dalen, 
og samle sig ved kirkebygningen. 
Jeg talte med stavspræsidenten om dette 
usædvanlige syn og spurgte, om 
hjemmelærerne havde været rundt i 
staven og advaret folk om, at der ville 



komme en besøgende fra Salt Lake City. 
„Nej," svarede han, ,,vi er meget 
tilfredse med, som vore medlemmer 
holder sabbatsdagen hellig. Næsten alle 
familier i staven er repræsenteret ved 
vore møder hver eneste søndag." Og 
rapporterne bekræftede, hvad han 
sagde. 

Det var en dejlig dag - stille, kun en sagte 
brise; det var varmt og meget behageligt. 
Bjergene i horisonten var ved at få deres 
efterårskulør. Der var smukke gårde og 
marker, nydelige huse og en vidunderlig 
følelse af tilfredshed. Møderne og 
samtalerne den dag gik bemærkelses- 
værdigt fredeligt, meningsfyldte og 
tilfredsstillende. 

Modsætningen kom, da jeg overværede 
en stavskonference i et andet samfund. 
Jeg vågnede meget tidligt søndag 
morgen ved megen støj. Det var en skare 
mænd klædt i jagttøj og med rifler. De 
skulle op i bjergene og jage vildt. 
En anden søndag kørte jeg gennem et 
landbrugsområde og så mange maski- 
ner i fuld gang med at høste hø og 
sveddryppende mænd i gang med 
høstarbejdet. 

Og en helt anden søndag lagde jeg 
mærke til en lang kø af mennesker, der 



1 





jap 




stod og ventede på at komme ind i en 
biograf, og andre, der tydeligvis var på 
vej til stranden eller op i bjergene med 
madpakker og sportsudstyr. 
Vi er i udstrakt grad blevet overtrædere 
af sabbatsloven. Om søndagen er søerne 
fulde af både, strandene er fulde af 
mennesker, biograferne har deres bedste 
besøgsprocent, golfbanerne myldrer 
med spillere. Sabbaten er den foretrukne 
dag for rodeo'er, kongresser, familieud- 
flugter. Selv sportsarrangementer afvik- 
les fortrinsvis på den hellige dag. „Livet 
går sin gang," er mottoet for mange, og 
vores hellige dag er blevet til en 
morskabsdag. Og fordi så mange 
mennesker betragter dagen som en 
morskabsdag, bliver udbudet af 
fornøjelser bestandigt større til fordel 
for dem, der tjener på det. 
For mange mennsker betyder det ikke 
noget særligt, at overtræde sabbatslo- 
ven, men for vor himmelske Fader er det 
ulydighed mod ét af de vigtigste bud. 
Moses steg ned fra det rystende, rygende 
Sinaibjerg og gav de undrende israelitter 
de ti bud, der er grundlaget for vort 
livsmønster. Men disse bud var slet ikke 
nye. De var kendte af Adam og hans 
efterkommere, som havde fået befaling 
om at efterleve dem lige fra begyndelsen, 
og de blev simpelthen blot gengivet af 
Herren til Moses. Disse bud skrev sig 
endda tilbage til før jordelivet og var en 
del af den prøve for det jordiske 
menneske, som blev aftalt og påbegyndt 
i det store råd i Himlen „for at se, om de 
vil gøre alt, hvad Herren, deres Gud, vil 
befale dem." (Abr. 3:25) 
Det første af de ti bud påbyder, at 
menneskene tilbeder Herren; det fjerde 
afsætter en sabbatsdag til dette specielle 
formål: 

„Du må ikke have andre guder end 
mig. . . 

Kom hviledagen i hu, så du holder den 
hellig! 



I seks dage skal du arbejde og gøre al din 
gerning, 

men den syvende dag skal være hviledag 
for Herren din Gud; da må du intet 
arbejde udføre, hverken du selv, din søn 
eller datter, din træl eller trælkvinde, dit 
kvæg eller den fremmede inden dine 
porte. 

Thi i seks dage gjorde Herren himmelen, 
jorden og havet med alt, hvad der er i 
dem, og på den syvende dag hvilede han; 
derfor har Herren velsignet hviledagen 
og helliget den." (2. Mos. 20:3,8-11.) 
Den højtidelige befaling, som blev bragt 
ned fra det tordnende Sinaibjerg: „Kom 
hviledagen i hu, så du holder den hellig." 
Den befaling er aldrig blevet ophævet 
eller modificeret. Istedet er den blevet 
styrket i vor tid: 

„Men kom i hu, at på denne Herrens dag 
skal du ofre dine gaver og sakramenter 
til den Allerhøjeste og bekende dine 
synder for dine brødre og for Herren. 
Og på denne dag skal du ikke gøre andet 
end tilberede din mad i hjertets 
oprigtighed ... at din glæde må være 
fuldkommen." (L&P 59:12-13) 
At gå på jagt og fiskeri på Herrens dag er 
ikke at holde den hellig. At så og pløje 
eller at høste på en sabbat er ikke at 
holde Herrens dag hellig. At tage op i 
bjergene eller i skoven eller på stranden 
med nedbragt mad, at overvære 
sportskampe eller rodeo's eller 
væddeløb eller forestillinger eller 
fornøjelser på den dag er ikke at holde 
den hellig. 

Hvor mærkeligt det end kan lyde, prøver 
nogle ellers trofaste sidste dages hellige 
der forsømmer kirkemøder for i stedet 
at more eller rekreere sig, at 
retfærdiggøre sig med at de bedste 
fiskemuligheder vil gå tabt, hvis man 
ikke er på stedet netop dén søndag, eller 
at ferien ikke vil blive lang nok, hvis man 
ikke „tager fri" om søndagen, eller at 
man ikke vil få den film at se, hvis man 



3 



ikke netop gør det om søndagen. Og de 
tager ofte deres børn med sig, når de 
bryder sabbatsloven. 
Frelseren sagde: „Den, der bryder ét af 
de mindste blandt disse bud og lærer 
menneskene således, han skal kaldes den 
mindste i Himmeriget." (Matt. 5:19) 
Dette er ikke nogen kritik af legitime 
former for rekreation, sport, teaterfore- 
stillinger og film. De har alle muligheder 
for at give livet nyt indhold, og kirken 
støtter som organisation sådanne 
aktiviteter. Men der findes et passende 
tidspunkt og sted for alle ting - et 
tidspunkt for arbejde, et tidspunkt for 
leg, og et tidspunkt for gudsdyrkelse. 
Somme tider karakteriseres overholdel- 
se af sabbaten som et offer og en 
selvfornægtelse, men det er ikke 
tilfældet. Det er blot et spørgsmål om at 
planlægge og udvælge de rette 
tidspunkter. Der er tid nok, specielt i vor 
tid, i de seks dage af ugen, til at gøre vort 
arbejde og også til at lege. Meget kan 
gøres for at arrangere og opmuntre til 
aktiviteter på hverdage, og holde 
sabbaten fri. 

Et spejder-forældreråd havde været vant 
til at arrangere udlejning af sine 
sommerhytter sådan, at det ene hold 
spejdere påbegyndte sit ophold dér en 
sabbat og flyttede ud den følgende 
sabbat. På den måde blev SDH-spejdere 
berøvet muligheden for at foretage deres 
religiøse aktiviteter på to efter hinanden 
følgende søndage. En venlig henstilling 
til rådet resulterede i en forandring, så 
perioden nu løber fra fredag til fredag. 
Søndagen planlægges nu sådan, at der 
tilbydes religiøse aktiviteter for drenge- 
ne i lejren. 

En seminargruppe planlagde en gudstje- 
neste oppe i bjergene en søndag. De følte 
sig retfærdiggjort til at foretage denne 
udflugt, fordi de havde arrangeret et 
vidnesbyrdmøde som en del af dagens 
aktiviteter. De holdt deres møde og 



kunne glæde sig over en åndelig time 
sammen, men derefter blev dagen 
tilbragt med frokost i det fri, lege, gåture 
og bjergbestigning uden nogen yderlige- 
re tanke på sabbaten. Denne ene 
åndelige time gjorde ikke dagen hellig. 
Formålet med dette bud er ikke at 
berøve mennesket noget. Enhver 
befaling, som Gud har givet sine tjenere, 
er til gavn for dem, som modtager og 
adlyder den. Mennesket har gavn af den 
omhyggelige og strenge adlydelse af 
sabbatsloven, ligesom mennesket lider 
ved overtrædelse af Guds love. 
Befalingen har en passiv side. På 
sabbaten ,,må du ikke arbejde", men 
den har også sine aktive sider. På den 
dag „skal du gå til bedehuset og ofre 
dine sakramenter ... og tilegne den 
Allerhøjeste din andagt . . . med et glad 
hjerte og et venligt ansigt." (L&P. 59:9- 
10, 15) 

„Vi går ikke til 

sabbatsmøderne for at blive 

underholdt ej heller kun for der 

at blive instrueret. Vi går der 

for at tilbede Herren. Hvis 

mødet er en fiaske for dig, så 

er det dig, der har fejlet. Ingen 

kan tilbede for dig; du må selv 

sørge for at tilbede Herren." 



Sabbaten er ikke en dag, hvor man skal 
ligge mageligt henslængt på sofaen eller 
nusse omkring i haven, men det er en 
dag, hvor man regelmæssigt og 
konsekvent overværer møder, hvor man 
tilbeder Herren, erhverver sig kundskab 
og får instruktion, glæder sig sammen 
med familien og opløftes gennem sang 
og musik. 
Sabbaten er en hellig dag, hvor man 



foretager sig værdige og hellige ting. 
Afholdelse fra arbejde og adspredelse er 
vigtigt, men det er ikke tilstrækkeligt. 
Sabbaten kræver konstruktive tanker og 
handlinger, og hvis man bare ligger 
henslængt på sofaen og ikke foretager 
sig noget på sabbaten, så bryder man 
den. At holde sabbaten hellig vil sige, at 
man ligger på sine knæ i bøn, forbereder 
lektier, studerer evangeliet, mediterer, 
besøger de syge og bekymrede, skriver 
breve til missionærer, tager sig et hvil, 
læser gode bøger og deltager i alle de 
møder i kirken, som det forventes at 
man overværer. 

En god, men fejlagtigt indstillet mand, 
som jeg kender, hævdede, at han kunne 
få mere ud af at læse en god bog om 
søndagen end ved at overvære et møde i 
kirken, idet han sagde, at talerne ikke 
levede op til hans stand der. Men vi går 
ikke til sabbatsm øderne for at blive 
underholdt ej heller kun for der at blive 
instrueret. Vi går der for at tilbede 
Herren. Det er den enkeltes ansvar. Og 
uden hensyn til, hvad der siges fra 
talerstolen, kan man, hvis det er éns 
ønske at gøre det, tilbede Herren i ånd 
og sandhed ved at overvære møderne, 
deltage i nadveren og tænke over 
evangeliets skønhed. Hvis mødet er en 
fiasko for dig, så er det dig, der har fejlet. 
Ingen kan tilbede for dig; du må selv 
sørge for at tilbede Herren. 
Med hensyn til bl.a. denne befaling, så 
lad os følge profeten Josua: ,,Så frygt nu 
Herren og tjen ham i oprigtighed og 
trofasthed . . . vælg i dag, hvem I vil tjene 
. . . Men jeg og mit hus, vi vil tjene 
Herren!" (Josua 24:14-15) 
Så kan vi håbe på de velsignelser, der 
blev lovet Israel: „Mine sabbater skal I 
holde, og min helligdom skal I frygte. 
Jeg er Herren! 

Hvis I følger mine anordninger og 
holder mine bud og handler efter dem, 
vil jeg give Eder den regn, I behøver, til 



sin tid, landet skal give sin afgrøde, og 
markens træer skal give deres frugt. 
Tærskning skal hos Eder vare til 
vinhøst, og vinhøst skal vare til såtid. I 
skal spise Eder mætte i Eders brød og bo 
trygt i Eders land. Jeg vil give fred i 
landet, så I kan lægge Eder til hvile, uden 
at nogen skræmmer Eder op." (3. Mos. 
26:2-6) 

Mange industrier siger, at de har 
processer, der ikke kan afbrydes af 
hensyn til sabbaten - i sådanne industrier 
,skal' arbejderne arbejde om søndagen. 
Det kan nok være rigtigt, men 
„undskyldninger er roden til alt ondt" 
og jeg har ofte tænkt på, hvor længe det 
ville tage at oparbejde nye produktions- 
metoder, der ikke ville kræve 
søndagsarbejde, hvis alle i en bestemt 
industri simpelt hen satte sig for at holde 
sabbatsdagen hellig. 
Frelseren vidste, at oksen falder i 
sumpen, og at én eller anden må trække 
oksen op af sumpen, når det bliver 
nødvendigt. Men ingen anbringer med 
vilje oksen i sumpen hver eneste uge, 
eller lader den komme ud i sumpen, 
uden at forsøge at holde den borte 
derfra. 

Det er sandt, at nogle mennesker er nødt 
til at arbejde om søndagen. Og noget af 
det arbejde som er nødvendigt om 
søndagen - for eksempel at passe de syge 
- kan i virkeligheden virke som en 
hyldest til sabbaten. Men ved sådanne 
aktiviteter må vore motiver bygges på 
omhyggelige overvejelser. 
Når mænd og kvinder er parate til at 
arbejde om sabbaten for at øge deres 
velstand, bryder de befalingen; for 
penge, som tjenes om sabbaten, er, hvis 
arbejdet er unødvendigt, urene penge. 
Kan man forestille sig et menneske, der 
arbejder om sabbaten i overtrædelse af 
Herrens befaling, som derefter bringer 
en tiendedel eller andet af sine 
ildelugtende frugter af det arbejde til 



Herren som en offergave? Ligesom i Det 
gamle Testamentes tid må de ofre, der 
bringes til Herren, være ,uden lyde", og 
unødvendige sabbatsdagsfortjenester 
kan aldrig blive det. 
Overtrædere af sabbaten er også de, som 
gør indkøb eller går til forlystelsessteder 
om sabbaten, hvorved de opmuntrer 
sådanne steder til at holde åbent - hvad 
de måske ellers ikke ville. Hvis vi køber, 
sælger, bytter eller støtter noget sådant 
på Herrens dag, er vi oprørske lige så vel 
som de israelitter, hvis alvorlige 
straffedomme for overtrædelser mod 
dette og hint bud, burde være en 
advarsel til os alle. 

Selv om Israels gamle love foreskrev 
hurtig og alvorlig afstraffelse af dem, 
som overtrådte sabbatsloven, har vi ikke 
lov til at gå ud fra, at loven var af større 
betydning dengang, end den er i dag. 
Betydningen af at respektere sabbaten 
blev til profeten Joseph Smith 
fremhævet igen i vor egen tid i en 
åbenbaring fra Herren: 
,,Og for at du kan holde dig fuldstændig 
uplettet af verden, skal du gå til 
bedehuset og ofre dine sakramenter på 
min hellige dag." (L&P 59:9) 
Man bør lægge mærke til, at dette er en 
,,du skal"-befaling. 
„Thi sandelig, dette er en dag, der er 



bestemt for dig til at hvile fra dit arbejde 
og tilegne den Allerhøjeste din andagt. 
Dog skal du altid afgive dine løfter i 
retfærdighed, hver dag og altid. Men 
kom i hu, at på denne Herrens dag skal 
du ofre dine gaver og sakramenter til 
den Allerhøjeste og bekende dine synder 
for dine brødre og for Herren. 
Og på denne dag skal du ikke gøre andet 
end tilberede din mad i hjertets 
oprigtighed, så din faste må være 
fuldkommen, eller med andre ord, at din 
glæde må være fuldkommen." (L&P 
59:10-13) 

Læg her mærke til, at mens Herren 
fremhæver betydningen af sabbatsdagen 
og den rette efterlevelse af den, kræver 
han samtidig „retfærdighed hver dag og 
altid" af sit folk. 

På mine rejser træffer jeg trofaste 
mennesker, som undlader at tjene penge 
ved at handle på sabbaten. Jeg har 
truffet kvægfolk, som ikke vil drive 
kvæg sammen på sabbaten; frugtboder 
ved landevejen, der som regel holder 
åbent dag og nat hele frugtsæsonen 
igennem, men som er lukket om 
sabbaten. Forretninger og pølsevogne 
og iskageboder som var lukket om 
søndagen - og ejerne ser ud til at klare sig 
alligevel, samtidig med at de kan nyde en 
ægte tilfredsstillelse ved at lyde loven. 
Og hver gang jeg ser gode mennesker 
tage afstand fra den slags indtægter, 
glæder jeg mig og føler i mit hjerte lyst til 
at velsigne dem for deres trofasthed og 
udholdenhed. 

Herren sagde til profeten Esajas: „Varer 
du din fod på sabbaten, så du ej driver 
handel på min helligdag, kalder du 
sabbaten en fryd, Herrens helligdag 
ærværdig, ærer den ved ikke at arbejde, 
holder dig fra handel og unyttig snak, da 
skal du frydes over Herren; jeg lader dig 
færdes over landets høje og nyde din 
fader Jakobs eje. Thi Herrens mund har 
talet." (Es. 58:13-14) 



Spørgsmål og Svar 



Spørgsmål af almen evangelisk interesse 

besvaret som et råd ikke som kirkens 

offieelle standpunkt. 




af Steve Gilliland, leder af LDS Institute, 
Cambridge, Massachusetts 



Bør sidste dages hellige tage et 
arbejde, der kræver, at de arbejder 
på søndage? 



my V i arbejder med skiftehold her, 
og enhver tager sin tur med at arbejde på 
søndagsholdet," sagde formanden. 
Hans funktionær, der er SDH og ivrig 
efter at holde sabbaten hellig, er også 
nødt til at tænke på at kunne hæve sin 
ugeløn. Der er megen arbejdsløshed. 
Kan han tillade sig at opgive et godt 
arbejde for at kunne holde sabbaten 
hellig? Skulle han overhovedet tænke på 
det? 

For nogle er spørgsmålet om at arbejde 
på sabbaten let at besvare: „Hvis dit 
arbejde kræver, at du arbejder om 
søndagen, så skaf dig et andet arbejde." 



men problemet synes at kræve en 
dyberegående behandling. 
For eksempel er der visse livsvigtige 
funktioner, der nødvendigvis må 
fortsætte om søndagen. De, der sørger 
for nødhjælpstjeneste som f.eks. 
hospitalspersonale, ambulancechauf- 
fører, politi og brandmænd må udføre 
deres funktioner alle ugens dage. Hvis 
bus- og taxisystemet skulle lukke om 
sabbaten, hvordan skulle så de, der ikke 
har egen bil, kunne komme til kirke? Og 
hvad med dem, der arbejder på hoteller 
og moteller, hvor nogle rejsende er nødt 
til at gøre ophold for at rejse så lidt som 
muligt på sabbaten? 
Nogle er nødt til at arbejde om 
søndagen. Og det synes klart, at vi ikke 
bør indtage den stilling, at alt sådant 
arbejde skal overlades til ikke- 
medlemmer. Vi har brug for at have 
gode sidste dages hellige i alle hæderlige 
stillinger til at øve indflydelse på og 
bringe velsignelser til dem, som de 
arbejder sammen med, og som de 
betjener. 

Spørgsmålet om sabbats-arbejde bliver 
derved noget helt individuelt. Når vi 
erkender, at noget søndagsarbejde ikke 
blot er berettiget men også nødvendigt, 
må vi spørge os selv: „Er min situation 
sådan, at søndagsarbejde er uund- 
gåeligt?" 

Selv om vores afgørelse kan påvirke 
mange menneskers tilværelse, ligger den 
fulde vægt af en sådan afgørelse på den 
enkelte. Men vi behøver ikke at træffe 
afgørelsen alene. Herren har lovet 



inspiration og vejledning til sådanne 

vigtige beslutninger. 

Hvis du allerede har et arbejde, der 

kræver søndagstjeneste, så stil dig selv 

disse spørgsmål: 

Er der et alternativ til søndagsarbejde? 

Kan jeg forandre timeplan? Hvis jeg 

ikke arbejdede om søndagen, ville det så 

lægge en urimelig byrde på andre 

funktionærer? Kan vi måske bytte 

turnus? 

Hvis jeg siger dette arbejde op, hvad vil 

der så ske med min familie? Er der andre 

arbejdsmuligheder, der kan skaffe os 

den fornødne indkomst og alligevel lade 

mig deltage fuldt og helt i kirken og 

adlyde Herrens befalinger? 

Er der et ward eller en gren, hvor jeg 

stadig kan deltage i nogle eller alle mine 

søndagsmøder, selv om jeg også 

arbejder? 

Er jeg sikker på, at jeg ikke bruger mit 




arbejde som undskyldning for min 
dovenskab? 

Diskutér disse spørgsmål med din 
ægtefælle eller /og børn. Og bring jeres 
svar frem for Herren for at få hans råd. 
Og hvis din beslutning, taget under bøn 
og accepteret af Herren, er, at du skal 
fortsætte eller påbegynde et arbejde, der 
kræver søndagstjeneste, så følg den 
kurs, så længe som Ånden lader dig i ro, 
og tilgiv enhver hellig, som uden at have 
den rigtige forståelse, måtte kritisere 
dig. 

Hvad kan man gøre for at fortsætte sin 
åndelige vækst, selv om der kræves 
noget søndagsarbejde af dig? Disse 
forslag er kommet fra sidste dages 
hellige, som har fundet dem nyttige: 

1. Begynd din sabbatsdag med en særlig 
andagt. Hvis du er gift, så tag din familie 
med deri. På grund af rejser eller 
usædvanlige tidspunkter, er der nogle 
som begynder deres sabbat lørdag aften. 

2. Når du rejser, så læs i skrifterne eller 
andet, som er udgivet af kirken. 
Individuelt studium af Det melki- 
sedekske Præstedommes personlige 
studievejledning har været til stor gavn 
for mange brødre, som er nødt til at 
undvære deres præstedømsmøde. 

3. Hvis dit arbejde kræver megen kørsel 
eller mindre end maksimum 
koncentration, men alligevel ikke 
tillader dig at læse, så lyt til 
kassettebåndsoptagelser. Bånd med 
konferencetaler og radioudsendelser 
kan lånes på kirkebygningsbiblioteket. 

4. Klæd dig på som til sabbat, selv om du 
kommer til at skifte før dit arbejde. Det 
gælder især, hvis du vil være i stand til at 
deltage i et sabbatsmøde nær dit arbejde. 

5. Udnyt enhver lejlighed til at yde 
ekstra hjælp, være ekstra venlig. Undgå 
den sure mine: „Jeg ville ønske, at jeg 
ikke skulle være her i dag." Kom ikke 
med undskyldninger for at du er der. 
Hav en bøn i hjertet og lad Herren 



vejlede dig til at være til velsignelse for 
dem, der er omkring dig. 

6. Vær en missionær. Du er ikke den 
eneste, der husker, at det er søndag. 
Somme tider er folk mere åbne for 
religiøse samtaler om søndagen end på 
andre dage. Bær dit vidnesbyrd. 

7. Hvis det overhovedet er muligt, så 
overvær så mange møder i kirken eller 
dele deraf, som du kan. Somme tider vil 
det være nødvendigt for dig at liste dig 
ind til et møde i dit arbejdstøj for 
overhovedet at kunne komme - det vil 
være en skam at skulle undvære et møde, 
fordi du ikke har tid til at skifte. 

8. En lægekandidat lod sin kone og børn 
komme ind på hospitalet og spise dér, 
hver gang han måtte være dér om 
søndagen, og så tilbragte de nogle få 
minutter i et stille hjørne og talte om 
evangeliet. Børnene gennemgik deres 
søndagsskolelektier. Efter at have set 
deres eksempel begyndte andre 
funktionærer, som ikke var medlemmer 
af kirken, også at invitere deres familier, 
så de kunne spise sammen om søndagen. 
Et stilfærdigt eksempel førte til store 
forandringer i mange menneskers 
tilværelse. 

9. En bestemt bror undlader aldrig at 
holde familiebøn om søndagen, selv om 
han ikke er hjemme, og familien må 
trænges om telefonen under bønnen. 

1 0. Tag tid i pauser og ledige øjeblikke til 
at læse i skrifterne, og til at meditere. 
Indbyd andre til at læse i og studere 
skrifterne sammen med dig i pauserne. 
De, som har været nødt til at arbejde om 
søndagen, gav allesammen udtryk for, 
at de savnede møderne. Nogle, som 
tidligere har haft for vane at gøre vrøvl 
over at skulle gå til så mange møder, 
sagde, at de nu ligefrem længtes efter at 
tilbede Herren sammen med andre 
hellige. „Bare det at sidde og synge 
salmerne sammen med de hellige," 
sagde man, ,,er et privilegium. Det 



betyder meget for mig nu at komme til 
alle møderne. Selv efter at have arbejdet 
i tolv timer, prøver jeg at finde et SDH- 
møde at overvære, hvor jeg så end er." 
Og andre holder specielle gudstjenester 
sammen med deres familie på andre af 
ugens dage. 

Sådanne trofaste hellige, som har prøvet 
at få sabbatsoplevelser hver uge til trods 
for søndagsarbejde, har fået mig til at 
forstå, at selv om jeg ikke arbejder om 
søndagen, så gør jeg ikke altid den dag 
så speciel og åndelig, som jeg burde. De 
har motiveret mig til at stræbe mere efter 
det end før. 

Og jeg spekulerer på, om det ikke er 
vores ansvar - vi, som ikke arbejder om 
søndagen - at hjælpe dem, som arbejder 
om søndagen, til at få en god sabbat ud 
af det? Hvorfor kan hjemmelærere eller 
venner ikke tage notater til 
præstedømme- og nadvermødet, som 
senere kan fortælles for disse 
mennesker? 

Søndagsarbejde bør undgås, hvis det er 
muligt. Og når et medlem af kirken er 
nødt til at arbejde om søndagen, bør 
han alligevel gøre sit bedste for at holde 
sabbaten hellig. Herren dømmer efter 
hjertets hensigt, leder os, når vi søger 
hans råd i trofasthed og vil hjælpe os 
over alle livets besværligheder, hvis vi 
lever retskaffent. Sabbaten blev som alle 
Guds gaver skabt for mennesket. Og 
ligegyldigt, hvordan situationen er, så vil 
Herren, hvis vi søger hans hjælp, lede os 
til måder, hvorpå vi kan få del i 
sabbatens velsignelser. 




af Robert J. Matthews, formand for 

afdelingen for oldskrifter, Brigham Young 

University. 



mennesket skulle herliggøre Gud, og 
ikke for at mennesket ikke skulle spise; 
for Menneskesønnen skabte sabbats- 
dagen, derfor er Menneskesønnen også 
Herre over sabbaten." (Mark. 2:25-27 
insp. udgave.) 

Ikke blot afspejler dette et praktisk syn 
på sabbaten. Det illustrerer også dens 
mangeartede natur. 

(1) Sabbaten er til menneskets bedste. 

(2) Den er en hviledag. 

(3) Den er afsat til tilbedelse. 

(4) Jesus er skaber af sabbaten og dens 
Herre på et hvilket som helst tidspunkt i 
historien. 



Hvorfor holder vi sabbat om 
søndagen, når Bibelens helligdag 
øjensynligt var om lørdagen? 



O abbaten har flere formål. Det er 
en hellig dag, der i skrifterne betegnes 
som ikke alene en hvilens dag med også 
som en dag til tilbedelse. Ordet sabbat 
kommer fra det hebraiske schabbath, 
der betyder at hvile. (Gyldendals 
fremmedordbog) 

Men i egentlig forstand betyder hvile 
ikke ørkesløshed. Det betyder snarere 
en anden prioritering. Sagt rent ud, så 
betyder udtrykket ,,at holde sabbaten 
hellig" at ophøre med eller hvile fra 
ugens verdslige arbejde, og at benytte 
den særlige dag til at tilbede Gud og at 
gøre godt mod vore medmennesker. 
Dagen er beregnet til åndeligt arbejde og 
fornyelse sammenlignet med de andre 
dages verdslige gøremål. 
Da farisæerne kritiserede disciplene for 
at plukke aks på sabbaten, forklarede 
Jesus dem, at „sabbaten er til for 
menneskene, ikke menneskene for 
sabbaten." ,, Derfor blev sabbaten givet 
mennesket som en hvilens dag; og for at 



Hvilken dag er sabbaten? Sabbaten har 
evig betydning. Det gamle Testamente 
erklærer, at sabbaten skal efterleves som 
en „pagt fra slægt til slægt" (se 2. Mos. 
31:13-17), hvilket ikke nødvendigvis 
betyder, at det altid skal være på samme 
dag, men snarere at sabbaten er en evig 
pagt - det vil sige af evig betydning - og at 
jordiske mennesker i enhver generation 
har brug for den til deres regelmæssige 
åndelige fornyelse. Stykkets indhold 
synes at gøre dette punkt helt klart. Det 
er tydeligt ud fra Bibelen, at denne 
hellige dag var den syvende dag i ugen* 
på Det gamle Testamentes tid, 
hvorimod sabbatsdagen i Det nye 
Testamente blev kaldt „Herrens dag" 
(Johs. Åbenb. 1:10), der skal ære Jesu 
Kristi opstandelse fra graven. I den 
nuværende uddeling kaldte Herren 
tilbedelsesdagen for „min hellige dag" i 
en åbenbaring, der blev givet til profeten 
Joseph Smith søndag den 7. august 1831 
(L&P. 59:9-10). 

Traditionelt har Jesu Kristi Kirke af 
Sidste Dages Hellige antaget søndagen 
som en tilbedelsesdag i henhold til det 
mønster, der lægges i Lære og Pagter 59. 
afsnit. Imidlertid holder nogle grene af 
kirken i Mellemøsten sabbat på en 
anden dag end søndag i henhold til 



10 



skikken i de lande, hvor de befinder sig. 
Det er nødvendigt, for at møder kan 
afholdes på tidspunkter, hvor 
medlemmerne kan komme til stede. 
Eftersom sabbaten er til for mennesker 
og ikke mennesket for sabbaten (se 
Mark. 2:23-28), og dens formål ikke blot 
er at være en hviledag for den enkelte, 
men også skulle være en dag hvor der 
gives åndelig instruktion og offentlig 
andagt, er det vigtigt, at sabbatsdagen 
kan fejres på et tidspunkt, hvor folk kan 
komme. Det betydningsfulde er ikke 
hvilken dag, sabbaten holdes, men 
hvordan og hvorfor dagen holdes, og at 
den lokale gruppe af troende holder den 
samme dag hver uge. 
I kirken kan spørgsmålet om afholdelse 
af sabbatsdagen afgøres ganske effektivt 
ud fra den kendsgerning, at de tolv 
præsidenter for kirken lige fra profeten 
Joseph Smith til præsident Spencer W. 
Kimball, alle har fundet det rigtigt at 
holde den om søndagen, og at de således 
har sat eksemplet for os. Det er vigtigt 
også at huske, at kirkens programmer 
ledes af Det hellige præstedømme og 
godkendes af kirkens præsident - 
profeten, seeren og åbenbareren, 
Herrens repræsentant på jorden. Når 
sjældne undtagelser fra den 
reglementerede dag er fundet 
nødvendige, således som nævnt overfor, 
har præstedømmet myndighed til at 
træffe sådanne afgørelser. *) I henhold 
til den i Danmark nu obligatoriske 
kalender, er søndagen den syvende dag 
(den sidste) i ugen. O.a. 




af Elliott D. Landau, formand for 

børnekomitéen i søndagsskolens 

hovedbestyrelse 

Hvilke fordele har børn af at 
deltage i nadveren, før de har nået 
ansvarlighedsalderen? 



k^elv om børn under otte år „ikke 
kan synde; thi Satan har ikke fået magt 
til at friste små børn, føren de begynder 
at blive ansvarlige for mig" (L&P 29:47), 
har det altid været praksis i kirken at 
lade børnene deltage i nadveren. 
Deltagelse i nadveren tjener til at minde 
værdige mennesker 

(1) om at erindre sig det brudte legeme 
og det spildte blod fra ham, som blev 
korsfæstet for verdens synder, 

(2) om at påtage sig Kristi navn og altid 
erindre ham, og 

(3) at „leve af hvert ord, der udgår af 
Guds mund" (L&P 84:44). At vi lader 
børn deltage, antyder ikke, at de har 
samme behov for omvendelse som 
voksne. Men deltagelse i nadveren kan 
hjælpe dem til at elske Herren og adlyde 
hans befalinger. 

Erfaringen har lært os, at vækstudvik- 
ling omfatter indstilling og vaner og at 
karakteren anlægges i en meget ung 
alder. Vi forbavses ofte over hvordan 
børn, i vore hjem og under møderne i 



11 



kirken, reagerer med en begrænset men 
effektiv åndelighed på vore forsøg på at 
motivere dem på et åndeligt plan. Vi kan 
også bemærke, at deres reaktion på 
åndelige forhold ofte går forud for eller 
overgår deres intellektuelle forståelse. 
Vi kan, med andre ord, se åndelig 
reaktion og vækst, før et barn „begynder 
at blive ansvarlig" for sine moralske 
handlinger. Dets moralske uskyldighed 
antyder ikke nødvendigvis fuldstændig 
åndelig modenhed. Et barn kan få en 
fornemmelse af Gud, når det gentager 
en bøn eller hører én. Barnet kan et 
øjeblik tænke på Jesus, når det får 
besked på at bøje hovedet og lukke 
øjnene - især, hvis det er blevet bedt om 
at gøre det lige før bønnen. 
Det er især vigtigt, at de mindre 
håndgribelige lektier bliver givet med 
omhyggelig opmærksomhed og gentag- 
elser. Nadveren er ét af de mest 
betydningsfulde remedier, der er til 
rådighed for os dette punkt. Selv om 
børns opmærksomhed kun kan fanges 
kort tid ad gangen, kan fornemmelsen af 
at deltage i noget særligt, at Jesus er 
noget helt specielt, og at vandet og 
brødet på én eller anden måde har en 
forbindelse med ham, udvikles i 
børnene. Men ansvarsbevidsthed er 



noget, der kommer gradvis, ikke 
pludseligt, og den mere modne tanke om 
at aflægge et løfte til Jesus og modtage 
velsignelser gennem ham, kan meget vel 
tage - og bør tage - sin begyndelse, før 
barnet bliver otte år. 

Både under juniorsøndagsskolens 
forprogram og til nadvermødet ser 
børnene deres familie og deres ældre 
kammerater tage del i nadveren, og 
denne ugentlige gentagelse lige fra 
spædbørnsalderen til de bliver otte år, 
hjælper dem til at anvende disse 
betydningsfulde personer som 

forbilleder. 

Under de nævnte forhold kan deltagelse 
i nadveren ikke blot starte et bestemt 
mønster, der vil fortsættes senere i livet, 
men det kan også blive et dynamisk, 
levende og udviklende grundlag for 
åndelig vækst. Derfor er det, at børn 
deltager i nadveren, når de endnu er 
umodne og forholdsvis ubekendte med 
læren om frelse, ikke nødvendigvis en 
ligegyldig gestus. Ånd kan tale til ånd, 
indstillinger kan fremme indstillinger. 
Selv om børn måske ikke får det samme 
ud af at deltage i nadveren, som voksne 
får, vil de måske få dækket nogle vigtige 
behov gennem denne ordinanse. 



12 



OM AT VÆRE AKTIV 

Det begynder, men slutter ikke, med søndagens møder, af Orson Scott Card 








D 



'a hans ven døde, forstod han 
endelig, hvor vigtigt det er at være aktiv. 
„Jeg havde til hensigt at besøge Børge 
på hospitalet," sagde han. „Men jeg 
skulle ud på hjemmelærerarbejde 
tirsdag aften, og onsdag var der et 
komitémøde. Torsdag havde jeg mit 
personlige præstedømmeinterview, og 
min kone tog afsted lige efter for at 
bringe sine bikubepiger til rulle- 
skøjtehallen. Og fredag aften forberedte 
jeg min tale til nadvermødet søndag." 

Og så kom opringningen lørdag morgen 
fra Børges søn. „Jeg ved, at du og far var 
nære venner," sagde stemmen i 
telefonen. „Jeg mente, at du gerne ville 
have besked." 

„Gerne ville have besked?" sagde han 



senere. „Jeg ønskede mig meget mere 
end det. Jeg ønskede, at jeg kunne dreje 
tiden tilbage og tage de få timer, det ville 
have taget at køre hospitalet, tale om 
gamle dage, minde min ven om min 
kærlighed til ham, trøste ham i hans 
smerter og måske frygt, før han døde. 
Men jeg havde for travlt med mit 
arbejde i kirken!" 

Denne oplevelse lærte ham noget: „Det 
er muligt at være så aktiv i kirken, at 
man glemmer at være aktiv i 
evangeliet." 

Men måske er det bedre at tænke på det 
på denne måde: De møder, vi deltager i, 
skal berede os. At deltage i møder bør 
blot være en lille del af vores 
kirkeaktivitet. Møder er til for at lære os 
at være aktive. 



13 



Evangelisk aktivitet foregår lige så 
meget i vore hjem, blandt vore venner, 
på arbejdet, i samfundet, blandt 
fremmede eller alene i bøn, som det gør 
til et møde! 

Kirken giver mange muligheder for 
aktivitet: hjemmelærere og besøgs- 
lærerinder har mangfoldige muligheder 
for at tjene andre; lærere kan opfte, 
inspirere og forny deres elevers tro; 
kvorumsledere kan organisere deres 
brødre til godt arbejde. 
Men hvis vi standser her og føler os sikre 
på, at vores tilstedeværelsesoptegnelser 
betyder, at vi er tilstrækkeligt aktive, så 
er vi på en måde som den tjener, der 
gemte sit talent i jorden. Kirken forsyner 
os met et utal af muligheder - men vi har 
ansvaret for at gøre noget ved det, at 
udnytte disse muligheder. 
Hvis alle vore gode gerninger foregår 
inden for kirkebygningens mure, lader vi 
så vort lys skinne for menneskene? 
Hvis vi ligesom levitten og præsten er så 
optaget af vore kirkelige forretninger, at 
vi lader muligheden for at være 
barmhjertige over for fremmede gå os 



forbi, elsker vi så vores næste som os 
selv? 

Sabbaten er Herrens dag, som han har 
givet os til at genopbygge, forny og 
styrke vore ånder og hvile vore legemer, 
så vi kan gå ud og leve evangeliet 
fuldkomment i løbet af ugen. 
,,Og havde jeg end profetisk gave og 
kendte alle hemmeligheder og sad inde 
med al kundskab, og havde jeg al tro, så 
jeg kunne flytte bjerge, men ikke havde 
kærlighed, da var jeg intet." (1. Kor. 
13:2) 

Og tag det i let omskrevet form: Og 
skønt jeg trofast deltager i alle møder og 
opfylder alle mine kaldelser og udfører 
mit hjemmelærerarbejde den første uge i 
hver måned; og selv om jeg på alle 
måder er et aktivt kirkemedlem, men 
ikke i kærlighed og tjeneste giver af min 
tid til andre, så er jeg alligevel ikke en 
hellig, for jeg elsker ikke min næste som 
mig selv. 

Lad sabbaten være en dag, hvor man gør 
op med sig selv. (Hvor aktiv har jeg 
været i ugens løb i at tjene Herren og 
hans børn?) 

Lad sabbaten være en dag, hvor vi 
overværer møder, og deler vore åndelige 
tanker og vores forståelse af, hvordan vi 
kan tjene Herren, med andre. 
Og lad os derefter bruge ugens andre 
seks dage sådan, som Kristus gjorde: 
med at bringe glæde til enhver, hvor det 
er muligt. „Jeg var sulten," sagde 
Herren. „Og I gav mig at spise; jeg var 
tørstig, og I gav mig at drikke; jeg var 
fremmed, og I tog jer af mig; jeg var 
nøgen, og I gav mig klæder; jeg var syg, 
og I så til mig; jeg var i fængsel, og I 
besøgte mig." (Matt. 25:35-36) 
Vi er omgivet affolk i nød, både åndeligt 
og fysisk. For at være aktive i kirken, må 
vi tage tid ud af vor travle hverdag for at 
opfylde sådanne behov. For de gaver vi 
giver til dem, der omgiver os, giver vi 
også til Frelseren. 



14 



Nadveren og 
indgåelse af pagter 

Efter en artikel af W. Cole Durham, jr. 



D, 



'et forekommer mig, at nadve- 
ren betyder meget mere end bare at sidde 
stille og tænke på Kristus, mens vi spiser 
og drikker symbolerne på hans sonoffer. 
Nadveren er et levende element i 
omvendelsesprocessen. „Du skal bringe 
Herren, din Gud, et offer i retfærdighed, 
nemlig et sønderknust hjerte og en 
angergiven ånd ... du skal gå til 
bedehuset og ofre dine sakramenter på 
min hellige dag." (L& P. 59:8-9) 
Hvis vi kommer til nadveren med den 
indstilling, at vi virkelig ønsker at bringe 



et personligt, et særligt offer - et ydmygt 
løfte om at ville overvinde en svaghed, 
der skiller os fra Frelseren - så vil 
nadveren få langt større betydning i 
vores tilværelse. 

Alt, der har med nadveren at gøre, er 
beregnet på at skulle hjælpe til at øge vor 
forståelse af forsoningen. Lige fra 
nadveren blev indstiftet, har menneske- 
ne fået befaling om at deltage i den til 
ihukommelse af hans forsoning. „Gør 
dette til ihukommelse af mig," befalede 
Frelseren de tolv i „salen ovenpå" (Luk. 




15 






22:19). Præsterne som velsigner nadve- 
ren i vore ward og grene hver uge, beder 
om at ,,vi må spise det til minde om din 
Søns legeme" om ,',at de må drikke det 
til minde om din Søns blod, der blev 
udgydt for dem, at de må vidne for dig, 
o, Gud, du evige Fader, at de altid må 
erindre ham." (L&P. 20:77,79) 
Men hvordan kan vi virkelig erindre 
Kristus? Hvilke muligheder byder 
nadveren for at bringe os nærmere til 
Frelseren? Det hjælper os f.eks. til at 
blive mere opmærksomme på vort 
personlige forhold til Frelseren, når der i 
nadverbønnen nævnes at vi påtager os 
Kristi navn. Vi påtager os Kristi navn, 
når vi slutter os til hans kirke; vi bliver 
kendt som medlemmer af Jesu Kristi 
Kirke af Sidste Dages Hellige. Men der 
hører langt mere til at påtage sig Kristi 
navn end det. På grund af vores 
dåbspagt er vi blevet „Kristi børn", 
„født åndeligt af ham" (Mosiah 5:7). 
Hans navn er det eneste, „hvorved frelse 
kommer" (Mosiah 5:8), og når vi lever 
værdigt til det navn, udvikler vi en 



bestandig erkendelse af og vidnesbyrd 
om kraften i Kristi forsoning. 
Når vi aktivt ærer nadverløftet om at 
ville holde befalingerne, får vi åndelig 
styrke. Straks begynder vi at forstå 
vigtigheden af at forny vore pagter ved 
personlig handling og øget forpligtelse; 
vi forstår, at det i fuldeste forstand 
kræver mere end at sidde stille under to 
møder hver søndag, at lære at deltage i 
nadveren. Det er en opgave, der 
involverer alle aspekter af vor tilværelse. 
Det er ikke overraskende, fordi de 
pagter, der fornyes ved nadveren, i sidste 
ende kræver, at vi overgiver „vores hele 
sjæl som et offer til ham" (Omni 26.) 
Men det kan forekomme som en 
overvældende opgave, indtil vi forstår, 
at nadveren selv opdeler processen med 
at blive fuldkommen i ugelange stykker, 
som vi kan klare. Nadveren er et middel, 
der lader Herren tage os ved hånden, 
rense vore sjæle påny, lette vore byrder 
og lede os ind på hans veje. 
Når vi ser det på den måde, bliver 
nadveren en proces, hvor vi indgår 




pagter, en proces, hvor vi husker og 
påny forpligter os. Hvordan kan vi bedst 
huske og forpligte os? Det ville være en 
fejl at mene, at der findes noget let eller 
mekanisk svar på det spørgsmål. Men 
der er nogle ganske enkle ting, vi kan 
gøre, som i høj grad vil øge nadverens 
indflydelse i vor tilværelse. Kort sagt må 
vi komme til nadveren, beredt til at 
indgå pagt med Herren. Vi må forud for 
mødet have gjort en tilstrækkelig indsats 
før vi oprigtigt med et „Amen" kan 
bekræfte, at vi „altid erindrer ham". 
Hyppige meningsfyldte bønner og 
overvejelser af skrifterne er to af de 
bedste hjælpemidler til at erindre 
Frelseren. Vi kan ikke og vil ikke 
„erindre" Jesus Kristus på åndeligt plan, 
medmindre vi bestandigt stræber efter at 
fylde os med det, der hører Gud til. 
Desuden må vi være rede til at påtage os 
særlige forpligtelser. En effektiv måde er 
at bruge en halv time tidligt søndag 
morgen til at læse i skrifterne, for 
derefter at tilbringe en anden halv time i 
bøn, hvor vi gennemgår vore indgåede 
forpligtelser fra tidligere uger og spørger 
Herren, hvad han forventer af os nu - i de 
næste syv dage. Herren forventer ikke, at 
vi skal arbejde på det altsammen lige nu, 
men hvis vi vil lytte i oprigtighed, vil han 
åbne vore sind og tanker for det, som 
han forventer, at vi skal gøre nu. Når vi 
har modtaget den vejledning fra Herren 
- eller hvis vi selv har truffet en 
beslutning inden Herrens direkte 
vejledning er nået frem til os - så er vi 
parate til at „tilbyde" nogle særlige 
forpligtelser, når vi tager nadveren. At 
skrive sådanne forpligtelser ned vil 
hjælpe os til at huske dem og lægge vægt 
på deres betydning. 

Men, når vi oprigtigt engagerer os i at 
indgå pagter på denne måde, så 
garanterer det ikke, at vejen hen mod 
fuldkommenhed pludselig bliver let at 
gå. Der kommer måske skuffelser, for 



eftersom vi bliver mere præcise i vore 
forpligtelser overfor Herren, bliver vi 
mere opmærksomme på vore svagheder 
og undladelse af at overholde disse 
forpligtelser, og vores skyldfølelse vil 
måske øges. Men skuffelse er ikke en 
passende reaktion. Snarere burde vi føle 
forøget ydmyghed og større på- 
skønnelse for forsoningen og for 
Herrens barmhjertighed. På den måde 
bliver nadveren en stor trøst. Det er en 
ugentlig forsikring fra Herren om, at til 
trods for vores bestandige svigten, er 
han parat til at begynde med os igen. 
Når vi anvender forsoningen i vor egne 
tilværelse, mod vore egne svagheder, 
bliver det noget langt større end blot en 
mental refleks at erindre Frelseren. 
Når vi drager nær til Kristus, bliver vi 
endnu mere opmærksomme på Kristi 
kærlighed, når vi „erindrer" og vi bliver 
bundet til ham med bånd, der er 
stærkere end døden. Det, der begynder 
som en bevidst sammenfatning af 
tanker, vokser så det til sidst er en 
omformende kraft, der er i stand til at 
bevare os fuldstændigt modtagelige for 
Åndens tilskyndelser, og i fuldkommen 
harmoni med Frelseren. 



17 



V i har i denne uddeling ikke 
oplevet en adskillelse af Det røde Hav. 
Vi har ikke oplevet, at 5000 er blevet 
mættet af nogle få brød og et par fisk. 
Men vi har oplevet, at tusinder i England 
har sluttet sig til kirken som reaktion på 
Wilford Woodruffs forkyndelse. Vi har 
haft besøg af Faderen og Sønnen i en 
lund i staten New York. 
Gud velsigner kun med større mirakler i 
henhold til det aktuelle behov, og så sker 
det til rette tid. 

Men Helligåndens mere stilfærdige, 
mere skjulte virksomhed som påvirker 
den enkelte eller nogle få personer, er 
almindelige i enhver uddeling. Hellige af 
alle aldre er blevet velsignede med 
særlige åndelige oplevelser - og de er 
sandelig også mirakler - som f.eks. 
helbredelser, profetier, besvarede 
bønner, åndelig indsigt, forandringer i 
tilværelsen, drømme. Som Moroni 
sagde for mere end femtenhundrede år 
siden: „Jeg vil visejer en Gud, som gør 
undergerninger ... Og hvem vil sige, at 
Jesus Kristus ikke udførte mange 
kraftige gerninger? Og der blev udført 
mange kraftige gerninger ved apostlenes 
hænder. 

Og dersom undergerninger blev udført 
dengang, hvorledes er Gud da ophørt 
med at være en Gud, der gør 
undergerninger, og er alligevel et 
uforanderligt væsen? Og se, jeg siger, 
han forandrer sig ikke; om så var, ville 
han høre op med at være Gud; men han 
hører ikke op med at være Gud; og han 
er en Gud, som gør undergerninger." 
(Mormon 9:11, 18-19) 
De fleste mirakler i dag sker i det private 
og bliver holdt hemmelige i hjertet eller i 
familien, eller de deles kun med nogle få 
venner, som er i stand til at forstå. Men 
somme tider bliver de på rette tid og sted 
fortalt i taknemmelighed og tro ved 
faste- og vidnesbyrdmøderne. 
Sådanne udtalelser forekommer ved 



Forekommer 

mirakler 

i dag? 

Kirkens 

medlemmer 

fortæller om 

dem hver 

eneste måned 

i vidnesbyrdmødet. 

af Jay A. Parry 



næsten hvert vidnesbyrdmøde. Og når 
mange af disse beretninger samles, giver 
de et imponerende billede af de mirakler, 
der sker i kirken i dag. Jo, åndelige 
oplevelser er ikke ualmindelige blandt 
de hellige på jorden i dag; kun de, som 
„synker ned i vantro og viger fra den 
rette vej og ikke kender den Gud, som de 
skulle forlade sig på" (Mormon 9:20), 
modtager ikke sådanne velsignelser. 
De mirakler, vi hører om, styrker vores 
tro. De bærer vidnesbyrd til os igen og 
igen, at Gud elsker os, at han er 
interesseret i os, og at han, når det er 
nødvendigt, vil skride direkte ind i vor 
tilværelse. 

Måske er det mest almindelige mirakel 
det, der kaldes inspiration. En ung bror 
bar fornylig sit vidnesbyrd om, hvordan 
inspiration havde velsignet hans familie: 
„Vi var på vej hjem fra en tur til 
Yellowstone Park; vi var sammen med 
min far og bedstefar og vi standsede ved 
en benzintank for at få fyldt tanken op 
og strække benene. Bedstefar er ved at 
blive gammel, og hans øjne er ret så 
dårlige. Han gik ind på tankstationen, 
og da han ville gå ud igen, gik han lige 
ind i en glasdør: Han troede, den var 
åben. Han fik et dybt snitsår i armen. Jeg 



18 



7/1978 




MIRAKLET 

af Sherrie Johnson, Illustreret af Ralph Barksdale 




§v 



■*MH 



Maria rullede om på ryggen og 
stirrede på de fjerlette skyer gennem 
de udstrakte grangrene over hendes 
hoved. Hun indåndede dybt den 
friske bjergluft og forsøgte at 
indfange synet, lydene og lugtene 
altsammen på én gang. 
„Kom nu, Maria," kaldte hendes 
far, idet han begyndte at trække 
teltpløkkende op af jorden. „Det er 
tid at få pakket sammen." 
„Hvordan kan det være, at lejrture 
altid er så korte?" spurgte hans 
datter. 







„Det har jeg altid selv spekuleret 
over," svarede far. „Men de ender 
altså, og jeg har brug for din hjælp." 
„Bare 5 minutter mere?" tiggede 
Maria. „Jeg vil så gerne kunne 
huske det hele den lange vinter." 
Far standsede op midt i pakningen 
og så derhen, hvor Maria lå og 
stirrede op i luften: „Du skal også 
snart hjælpe mor med opvasken," 
huskede han hende på. 
„Åh, må jeg ikke nok?" spurgte 
Maria igen. 

„Nå ja, men så kommer jeg hen til 
dig et minut." 

„Selvfølgelig," indvilligede Maria 
og flyttede sig en smule på tæppet, så 
der blev plads til ham. 
„Hvad ser du deroppe?" spurgte far, 
idet han lagde sig ved siden af hende. 
„Nåletræer med stikkende, grønne 
nåle, en blå himmel med hvide 
skyer, og syngende fugle, der hopper 
ind og ud mellem det altsammen," 
svarede Maria sukkende. 
„Det er et mirakel," sagde far. 
„Hvad mener du?" Maria så 
forbavset på sin far. 
„Joh, prøv at se dig omkring. Det er 
altsammen en del af en storslået 
plan. Altsammen fungerer det hver 
for sig, og alligevel arbejder det 
sammen, så det danner et kæmpe- 
stort univers." 

Maria tænkte på det, mens hun 
betragtede skyerne sejle afsted som 
skibe på den blå himmel. Endelig 
sagde hun: „Ja, det er ganske rigtigt 
noget af et mirakel. Ja, det er et stort 
mirakel. Men det sker altsammen så 
stille rundt om os, at vi til daglig 
glemmer, hvor mirakuløs den plan 
er." 



Maria følte det, som om hendes 

hoved skulle sprænges med så 

mange tanker og sukke og lyde, som 

hun oplevede altsammen på én 

gang. 

„Hvad synes du, det største mirakel 

i verden er?" spurgte far. 

„Det er da let," svarede Maria. „Det 

er himlen. Se på, hvordan den hele 

tiden forandrer sig. I dag er den blå, 

men somme tider er den hvid eller 

grå. Sne og regn falder ned fra den, 

og om natten er den fyldt med 

stjerner." 

„Men er det vor himmelske Faders 

største mirakel?" spurgte far. Maria 

tænkte sig længe om: „Det ved jeg 

ikke." 

„Nå, men vores fem minutter er gået 

Prøv at tænke over det, mens vi 

pakker, og når du har et svar, så lad 

os tale om det igen." 

„Godt," svarede Maria og hjalp far 

med at lægge tæpperne sammen. 

Ikke længe efter var de hjemme og 

inde i de gamle vaner, men Maria 

glemte ikke, hvad hun og far havde 

talt om på lejrturen. Når hun gik til 

og fra skole, var hun på vagt over for 

mirakler. Alting forekom hende et 

mirakel. Selv biler og flyvemaskiner 

var menneskegjorte mirakler. Men 

hun kunne ikke bestemme sig til, 

hvad der var det største mirakel. 

Så opdagede hun en dag, at bladene 

var ved at skifte farve på træerne. 

Hun var så ophidset, at hun slet ikke 

kunne vente med at fortælle det til 

far. Hun løb hele resten af vejen 

hjem. 

„Mor! Mor! Jeg ved, hvad der er det 

allerstørste mirakel," råbte hun, idet 

hun fløj ind i køkkenet. „Hvor er 



far? Jeg vil høre, om jeg har gættet 

rigtigt." 

„Han er ude i baghaven," svarede 

mor. 

Maria smed bøgerne på bordet. 

„Nu har jeg været på udkig efter det 

i 3 uger, men nu har jeg det, og jeg vil 

fortælle far det." 

„Rolig, tag det nu roligt," svarede 

mor, „Ellers vil han slet ikke kunne 

forstå et ord af, hvad du siger!" 

.',Jeg ved, hvad der er det største 

mirakel" erklærede Maria uden så 



meget som at give sin far tid til at 
sige goddag. „Det er årstiderne, er 
det ikke . . . den måde, bladene 
skifter farve på, og så kommer 
sneen, og så den måde alting 
kommer til live igen? Det er altså det 
største mirakel." 

Far smilede! „Det er et stort 
mirakel, og måske ét af de større 
mirakler, men jeg synes ikke, det er 
det største," sagde han. 
„Men der er så mange mirakler!" 
protesterede Maria. 




Far gav Maria et knus. „Jeg er stolt 
af, at du stadig tænker på mirakler. 
Bliv du nu ved med at lede, og du 
skal nok finde det rigtige svar," 
forsikrede han hende. 
Nu var Maria endnu mere fast 
besluttet på at finde svaret. Hun var 
nysgerrig efter at få at vide, hvad der 
dog kunne være et større mirakel 
end himlen og årstiderne. Så den 
følgende lørdag kikkede hun ekstra 
godt efter. 

„Lad være med at genere mig, mis," 
sagde hun til katten, da den gned sig 
op ad hendes ben for at blive lagt 
mærke til. „Jeg er på udkig efter et 
stort mirakel." 

Men mens hun talte, lagde hun 
mærke til, at katten ikke prøvede at 
komme til at lege. Den listede over 
verandaen og ned i vinduesskakten, 
så Maria fulgte efter den. „Ih, men 
Kitty!" udbrød hun, idet hun faldt 
på knæ for at kunne kikke nærmere 
på det, hun så. „Du har nogle 
splinternye killinger! De må være 
blevet født i nat." 
Maria kikkede på dem med rolig 
ophidselse, mens Kitty slikkede og 
ammede sine killinger. 
„Fem små killinger, og alle fem 
ligner dig på en prik." hviskede 
Maria, da én af de lådne bolde 
prøvede at åbne øjnene. 
I det samme kom far ud fra huset. 
„Se her! hviskede Maria. „Jeg ved 
nu, at det må være dette." 
„Fødslen," sagde han, „er en del af 
miraklet. Men der er en anden meget 
vigtig del." 

„Men hvad kan være mere 
mirakuløst end nyt liv? Jeg husker, 
da lille Jørgen blev født. Den ene 



dag havde vi ikke nogen Jørgen, og 

den næste havde vi det. Det må være 

miraklet." 

„Det er det, ja, virkeligt," sagde far, 

„Men den anden del er endnu større. 

Og du er ved at komme meget nær til 

den nu." 

„Hvor nær ved?" spurgte Maria. 

„Åh, meget nær ved," svarede far 

smilende. 

Marias ansigt blev til et stort 
spørgsmålstegn, og så blev det 
pludseligt til et stort bredt smil. „Jeg 
ved det!" udbrød hun. „Ikke blot 
bliver vi født, men vi skal også leve 
altid . . . det skal vi allesammen." 
. „Ja," indrømmede far, „men kan 
du nu gætte, hvad resten af miraklet 
er?" 

„Jeg tror nok, jeg ved det," sagde 
Maria, og hendes øjne strålede af 
glæde over hendes opdagelse af 
resten af det største af alle mirakler. 
„Vi er vor himmelske Faders 
åndelige børn. Er det det?" 

„Det er netop det!" sagde han, idet 
han knugede Maria ind til sig. „Og 
lige som du og Jørgen er vores 
jordiske børn, så er vi hans 
himmelske børn. Du boede engang 
sammen med ham, ligesom du gør 
med din mor og mig nu, og sammen 
kan vi alle engang komme til at bo 
sammen med ham igen. Det er det 
største af alle mirakler." 
Maria følte sig meget tilfreds og 
meget lykkelig. Det havde været 
vidunderligt at opdage, hvad der var 
det allerstørste mirakel, men 
samtidig havde hun en mærkelig 
følelse af, at hun virkelig havde vidst 
det hele tiden. 



Vidnesbyrd 

fra børn rundt 

omkring i verden 




„Jeg hedder Jemma. Jeg bor i 
Mitcham, Surrey i England. Min 
mor blev medlem af kirken, da jeg 
var 4 år gammel, så jeg blev døbt på 
min fødselsdag, da jeg blev 8 år. Vi 
mødtes i et gammelt hus til vore 
møder i kirken. Jeg kan lide at skrive 
historier og at spille klaver. Jeg tog 
min veninde Gaynor med til 
primary, og hendes forældre vil lade 
hende blive døbt snart. Nu tager jeg 
en anden ven med mig til primary, 
og jeg håber, at også hun vil slutte 
sig til kirken! - Jemma Ysanne 
Davidson, England 
„Jeg er så taknemmelig for, at jeg 
kan bære mit vidnesbyrd. Jeg føler, 
at kirken virkelig er Jesu Kristi 
sande kirke. Jeg er så stolt over at 
være medlem af den." - Lee Kyung 
Eun, Seoul Korea 
„Jeg tog med min familie til 
områdekonference. Vi så profeten i 
Hamilton og talte med ældste David 
B. Haight og hans hustru. Før 
konferencen begyndte, var vejret 
meget dårligt, men jeg vidste, at det 



ville blive godt til konferencen, fordi 
vor himmelske Fader ønskede det 
skulle være det." - Juanita 
Scirkovitch, Porirua, New Zealand 
„Jeg takker mine forældre for at 
have lært mig, hvordan jeg skal 
bede, for jeg ved, at vi gennem bøn 
kan tale med vor himmelske 
Fader." - Amy Alofipo, Apia, Vest- 
Samoa. 

„Jeg ved, at vor himmelske Fader og 
Jesus lever i dag, og at de har skabt 
jorden, så vi kan leve her, og vi kan 
blive prøvet. Præstedømmet er en 
velsignelse og en stor magt. Vi bør 
bruge det klogt." - Eric Stokes, 
Apia, Vest-Samoa. 

„Jeg klatrede op på en høj, da jeg 
besøgte min bedstefar i sommerfe- 
rien. På vejen ned for jeg vild. Jeg 
blev meget bange, men så huskede 
jeg på noget, som jeg havde lært i 
primary - bønnen! Da jeg åbnede 
øjnene efter at have bedt, fandt jeg 
stien igen." Noriyuki Fujiwara, 
Toyama gren, Japan. 

(Fort. side 8.) 








&* e 






de? 



u^ 



!tV* & 



Ae ^ 

*ia« ' 









VA^ e ^; rt e* ^ t "^\\6 






S* 1 






so^ 






\t\e* 







7 c/?. 






'es^ 



Po 



>nt s 



si ge? 
Vat* 









(Fort. fra s. 5.) 

„Hun gik lige ud i det varme vand, 
og folk kikkede på hende, men for 
en gangs skyld var hun ligeglad. 
Hun vidste nemlig, at der skulle ske 
noget vidunderligt. Hun klyngede 
sig til ældstens arm, og blev dykket 
ned i vandet med den hvide 
klædning flydende rundt om sig. 
Hun følte det, som om hun var 
inden i en boble, der hurtigt steg til 
overfladen ... til lyset . . . den 
sprang, og hun var fri. Hun blev 
klædt på, hendes hår blev redt, og 
hun så sig ind i spejlet, før hun kom i 
tanker om, at hun var blevet døbt! 
Og hende -ja, det var mig." - Gigi 

Meade, Calgary, Alberta, Canada. 
„I min VDR-klasse bad læreren os 
tage en ven med til primary. Jeg talte 
med min mor om det og bestemte 
mig til at invitere vore naboer. Marc 
var så glad over at have været med til 
primary, at hans mor gav ham lov til 
at komme med hele tiden. Hele 
familien er glade for at vor 
himmelske Fader hjalp os til at finde 
venner, som kunne gå i primary 
sammen med mig." - Jeorg von 
Allmen, Basel, Schweiz 
„Jeg var i stand til at fortælle min 
lærer og mine venner i skolen om 
kirkens lære. Det kunne jeg gøre, 
fordi jeg har lært om kirken i 
primary og søndagsskolen." - Lukas 
Mettler, Schweitz 

„En dag bankede to ældster på vores 
dør og spurgte, om de måtte have 
lov til at prædike evangeliet for 
vores familie. Vi blev rørt over deres 
budskab. Efter nogen tid blev vores 
familie døbt. Da jeg gik ned i 
dåbsvandet, følte jeg, at kirken var 



større og mere hellig, end jeg havde 
tænkt mig det. Når som helst jeg 
kommer ind i kirken og hører de 
stille salmer og klavermusikken, 
føler jeg mig glad, specielt når koret 
synger. Tiden er gået meget hurtigt. 
Der er allerede gået tre år, siden jeg 
blev medlem af kirken. Jeg må 
bestandigt studere for at kunne 
forstå mere af evangeliet. Jeg ved, at 
Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages 
Hellige er sand. Vi må holde Guds 
befalinger og leve et rent liv for at 
kunne ære kirken." - Lin Wei Wei 
„En dag så min spillelærerinde, at 
jeg talte med nogle SDH-missionæ- 
rer. Da timen var forbi, tilbød hun 
mig en sodavand, og så spurgte hun, 
om jeg kendte ældsterne. Jeg fortalte 
hende, at jeg var mormon. Hun 
sagde, at ældsterne for nogen tid 
siden havde ringet på hendes dør, 
men hun havde ikke villet lade dem 
komme ind. Hun spurgte, om vi 
troede på Jesus. Jeg fortalte hende, 
at det gjorde vi og sagde den første 
trosartikel for hende. Jeg fortalte 
hende om Joseph Smith i Den 
hellige Lund og om, hvordan han 
blev den første profet for kirken. 
Hun var meget interesseret og 
stillede mig en mængde spørgsmål. 
Siden da har vi talt om kirken ved 
næsten alle mine spilletimer. Da jeg 
fortalte hende om visdomsordet, 
sagde hun, at hun syntes, det var en 
god regel, og at det ville holde vore 
legemer sunde og raske. Det får mig 
til at føle mig godt tilpas at fortælle 
min spillelærerinde om evangeliet. 
Hun er meget sød, og jeg håber, at 
hun en dag vil blive medlem af 
kirken" - Billy Brim, Belgien. 



8 




prøvede at standse blødningen, mens vi 
hurtigt kørte ham til et hospital. 
Da vi var kommet dertil, foreslog far, at 
jeg skulle spørge, om der var 
mormonsoldater i nabolaget; han 
ønskede hjælp til at give bedstefar en 
velsignelser. Sygeplejersken sagde, at 
hun ikke kendte nogen, der var 
mormon, men så trådte en mand frem 
og sagde: „Jeg er højpræst. Jeg kan 
hjælpe." 

Efter at han og far havde salvet 
bedstefar, tog manden afsked, og jeg 
sagde: „Jeg håber da ikke, at vi 
forhindrede et planlagt besøg her?" 



„Nej," sagde han. „Jeg kender ingen 
her." 

„Men hvorfor kom du så her?" 
„Jeg kørte blot gennem byen, da jeg 
havde en stærk følelse af, at der var brug 
for mig her." 

Og her er en præsts beretning: „I går lå 
jeg under min bil og reparerede på den. 
Pludselig var der ét eller andet, der sagde 
til mig: „Se at komme bort fra vognen i 
en fart!" Det gjorde jeg, og ikke så snart 
var jeg kommet ud, før den faldt ned fra 
støtteklodserne. Havde jeg ligget under 
den, ville jeg være blevet knust til døde. 
Jeg er så taknemmelig, at min 
himmelske Fader vogter over mig." 
Og her til sidst: „Jeg ved, at denne kirke 
er sand. Jeg ved, at Jesus Kristus lever, at 
Gud lever og elsker os, og at Joseph 
Smith var en Profet. Men jeg ved ikke alt 
det, bare fordi jeg ønsker det. Jeg ved 
det, fordi Gud har åbenbaret til mig, at 
sådan er det." 

Andre former for inspirerede mirakler 
er de ikke sjældne lejligheder, hvor man 
gennem Åndens virkemidler får ny 
forståelse af et evangelisk princip, ny 
indsigt. En søster, hvis søn havde kræft, 
bar dette vidnesbyrd: „Vore anstrengel- 
ser til bedste for lille Thomas har hjulpet 
mig til at forstå, hvad tro er. Jeg har lært, 
at tro ikke blot er noget, man foler, men 
det er noget, man lever. Jeg er 
taknemmelig over for min himmelske 
Fader for, at han hjælper mig til at opnå 
forståelse." 

På samme måde som denne søster følte 
Åndens indflydelse i en vanskelig 
periode af sit liv, føler mange andre 
hellige Herrens hjælp gennem besvarede 
bønner. 

En mor fortalte om en frygtindgydende 
oplevelse, hun havde haft den 
foregående måned med sit barn på 18 
måneder. Han var på opdagelse i 
badeværelset, da „han begyndte at 
skrige og ville ikke holde op igen. Jeg 



19 



skyndt mig derind og blev skrækslagen 
over, hvad jeg så. Han var faldet og 
havde slået hovedet mod badekarret. 
Det var helt blåt og sort og var begyndt 
at svulme op. 

Jeg er bange for, at jeg nærmest blev 
hysterisk. Jeg løftede Ronnie op og bar 
ham ind i soveværelset og lagde ham på 
sengen. Alt, hvad jeg kunne tænke på at 
gøre var at bede. Så knælede jeg ned ved 
sengen og jeg havde knapt fået sagt de 
første ord af bønnen, før jeg følte en 
næsten håndgribelig følelse af fred og ro. 
Da jeg var færdig med bønnen, havde 
Ronnies hoved igen antaget normal 
størrelse, og næsten al misfarvningen 
var forsvundet." 

Der er andre måder, hvorpå Herren 
bruger mirakler til at besvare vore 
bønner. Somme tider synes han for 



eksempel at manipulere med vores 
timelige verden til vor fordel, sådan som 
en søster fortalte i et vidnesbyrdmøde: 
„Vi var klar over, da vi sendte Roger på 
mission, at vi kom til at forandre vort 
livsmønster for at få råd til det. Men da 
vi satte os ned og regnede ud, nøjagtigt 
hvordan vort nye budget ville tage sig ud 
- helt nøjagtigt ned til den sidste øre - 
fandt vi ud af, at vi ikke ville have nok til 
selv det nødvendigste. Vi var meget 
bekymrede og bad om det. Vi var nødt 
til at stole på Herren og sende Roger af 
sted under alle omstændigheder, men vi 
vidste ikke, hvordan vi skulle klare det. 
Og så skete det, netop dagen før Roger 
tog afsted, at min mands chef kaldte 
ham ind på sit kontor og sagde, at 
firmaet med øjeblikkelig virkning ville 
give ham lønforhøjelse. Han gav ham så 



20 




en seddel med beløbet På den tilbudte 
forhøjelse. Det var nøjagtigt - på øre - 
det beløb, som det ville koste os at holde 
Roger på mission." 

Vores himmelske Fader hjælper os også 
på andre måder. Jesus sagde: ,,Og disse 
tegn skal følge dem, der tror: i mit navn 
... på syge skal de lægge hænder, og de 
skal blive raske." (Mark. 16:17-18) 
Helbredelser er en meget væsentlig del af 
det gengivne evangelium, og der bæres 
ofte vidnesbyrd om dem til faste- og 
vidnesbyrdmøder. 

En ældre mand sagde: Jeg havde 
emfysem* i en sådan grad, at jeg ikke 
kunne spadsere 100 meter uden helt at 
tabe pusten. Så blev jeg for et par 
måneder siden kaldet som besegler i 
templet. Det bekymrede mig, fordi jeg 
vidste, at man i den stilling var nødt til at 
gå op ad trapper, og det kunne jeg ikke 
klare. Men de indsatte mig alligevel i den 
stilling, og de velsignede mig, at jeg 
måtte have helbred til at udføre mit 
arbejde. Brødre og søstre, den 
velsignelse blev opfyldt. Og jeg er ikke 
blot blevet velsignet i templet. I går 
spillede jeg fire omgange tennis og følte 
mig ikke engang forpustet bagefter. Og 
så vandt jeg endda!" 
Herren giver også de hellige oplysninger 
og trøst på mirakuløs måde. For 
eksempel fortalte en søster, som havde 
ægteskabelige problemer på grund af 
hendes mands diktatoriske væsen, om 
en drøm, hun havde haft, som hjalp 
hende over de dårlige følelser. ,, Denne 
søde, gamle dame kom hen til mig og 
rådede mig til at være tålmodig og 
kærlig, og fortalte, at Arnold var en god 
mand, og at han ville forandre sin 
væremåde. Drømmen kom igen og igen 
i flere dage. Jeg kunne ikke lade være at 
tænke på den. Jeg spekulerede på, hvem 
mon den dame kunne være og hvordan 
hun kunne sige det, hun sagde. Så 
modtog vi ikke længe efter nogle for lang 



tid siden bestilte fotografier af Arnolds 
forfædre, som vi havde bestilt for at 
anbringe dem i vores mindealbum. 
Blandt billederne var der ét af Arnolds 
mor. Han havde aldrig rigtig kendt 
hende, for hun var død, da han kun var 7 
år gammel. Men øjensynlig kendte hun 
ham godt. Kvinden, som havde besøgt 
mig i mine drømme, var hans mor." 
Ligesom i den drøm løftes sløret somme 
tider, og medlemmer af kirken velsignes 
med kommunikation med dem på den 
anden side: „Min bedstefar døde efter at 
have været gift med bedstemor i 57 år. 
Ikke længe efter at han døde, besøgte jeg 
hende og spurgte: 'Har bedstefar besøgt 
dig mange gange, bedste?' 
Hun fik et mærkeligt udtryk i øjnene, og 
hun sagde: 'Hvordan kan du vide det?' 
Og så fortalte hun os, at han ofte kom til 
hende, og indviede os i en oplevelse, hun 
havde haft 2 dage tidligere. Hun havde 
netop afsluttet en bøn og lå i sengen og 
tænkte, da bedstefar viste sig ved 
fodenden af sengen. 'Tag mig med dig,' 
sagde hun til ham. 

Han rystede på hovedet og smilede trist. 
'Det er endnu ikke tiden, Ruby,' svarede 
han. Han talte lidt med hende og 
forsvandt så. 

Men det varede øjensynligt ikke så 
længe, førend tiden var kommet, og vi 
bragte bedste til hospitalet for sidste 
gang. Vi har nok været triste ved at se 
hende gå bort, men hvordan kunne vi 
prøve på at holde hende i live, når hun så 
stærkt ønskede at gå med sin elskede?" 
Og omvendelse er også et mirakel, der er 
blevet gjort muligt af Frelseren. En ung 
mand bar dette vidnesbyrd: ,,Jeg tænker 
på al den smerte, jeg har bibragt mine 
forældre - og mig selv vedjikke at forstå, 
at synd ikke bringer lykke. Efter at have 
afsluttet højskolen flyttede jeg hjemme- 
fra og begyndte at drikke, ryge og bruge 
en smule narkotika. Jeg syntes, at jeg 
havde det dejligt, men nu forstår jeg, at 



21 



jeg i virkeligheden havde det frygteligt. 
Så en dag standsede jeg op, og den tanke 
slog mig: 'Hvad nu, hvis mine forældre 
kunne se mig nu?. Hvad ville de tænke?' 
Da begyndte jeg at forandre mig. Jeg 
fandt ud af, at det ikke var lykken at 
leve, som jeg havde gjort. Men jeg ville 
aldrig have fundet det muligt at forandre 
mig til det bedre, hvis det ikke var for 
nogle gode, nye venner og en forstående 
biskop - og uden hjælp fra Helligånden. 
Men med deres hjælp blev jeg i stand til 
at omvende mig. Og nu forstår jeg, hvor 
ulykkelig jeg var. Jeg vidner om, at 
omvendelse og et retskaffent levned 
bringer lykke. Og jeg ved af erfaring, at 
Herren altid er der for at hjælpe os med 
at forandre vores tilværelse, hvis bare vi 
vil lade ham gøre det." 
Jo, vores kirke er sandelig en 
miraklernes kirke. Vi kan se beviset 
derpå hver eneste fasteog vidnesbyrd- 
møde, når vores tro styrkes af vore 
søskendes åndelige oplevelser. Og 
derudover er der talløse oplevelser, der 
gemmes i hjertet og overvejes dér. (Se 
Luk. 2:19) " 

„Mine elskede brødre, er mirakler da 
hørt op, fordi Kristus er opfaren til 
himlen?" spurgte Mormon og besvarede 
sit eget spørgsmål: „Se, jeg siger jer, nej, 
thi det er ved tro, undergerninger 
udføres; ... ve derfor menneskenes 
børn, om disse ting er hørt op, thi det 
sker af mangel på tro, og alt er forgæves 

Men se, mine elskede brødre, jeg tror 
bedre om jer; thi jeg mener, at I, på 
grund af jeres ydmyghed, har tro på 
Kristus." (Moroni 7:27,37,39) 
„Af deres frugter skal I kende dem," 
sagde Frelseren, og de sidste dages 
hellige fra dette århundrede har 
frugterne af tro: mirakler, de åndelige 
oplevelser, der hver måned i vidnesbyrd- 
møderne fortælles ud over kirken. Det er 
som Herren sagde i en åbenbaring i vor 



22 



egen tid: „Salige er de, hvis fødder står i 
Zions land, og som har adlydt mit 
evangelium; thi de skal . . . krones med 
velsignelser fra oven og med mange 
befalinger og med åbenbaringer til sin 
tid." ... og, forekommer det tydeligt, 
med mirakler i henhold til troen og 
behovet hos dem, „som er trofaste og 
nidkære for mig." (L&P. 59:3-4) 
*Luftansamling i vævene. O.a. 




Fasten - 
en glædes 
gave 

af Sheryl Condie Kempton 



JT aste er nok ikke det letteste 
evangeliske princip for mig at adlyde. 
Men for et årstid siden besluttede jeg, at 
det var på tide for mig at komme ind i 
den rigtige vane med at faste 
regelmæssigt. Og samtidig besluttede 
jeg, at jeg også ville forsøge at lære, 
hvordan man gør fasten mere 
betydningsfuld: mere acceptabel for 
Herren og af større betydning for min 
egen åndelige udvikling. 
Så kom fastedagen. Jeg ville faste fra 
lørdag eftermiddag til efter faste- og 
vidnesbyrds-mødet søndag eftermiddag 
- men lørdag aften var jeg til et møde, 
hvor der blev serveret forfriskninger. Jeg 
forandrede min plan: Jeg ville faste fra 
sent lørdag til sent søndag. 
Næste morgen, mens jeg havde travlt 
med at give mine 3 små piger 
morgenmad og gøre dem klar til 
søndagsskolen, tog jeg mig pludselig i at 
slikke honning af fingrene og putte 
overskudsbrød i munden. Da jeg blev 
klar over, hvad jeg gjorde, følte jeg mig 
skuffet og svag, og jeg opgav at faste den 
dag. 

Jeg besluttede mig så til at faste på et 
andet tidspunkt senere på ugen for at 
indhendte det forsømte; men ugen - og 
måneden - gik, uden at jeg nåede mit 
mål. Og så nærmede sig endnu en 
fastedag. 

Denne gang gik det anderledes. 
Præsident Spencer W. Kimball bad 



kirkens medlemmer faste og bede for 
vejrsituationen, den frygtelige kulde og 
megen sne nogle steder og tørke i andre 
dele af landet. Det var en inspirerende 
følelse at vide, at jeg var én af 
hundredetusinder af mennesker, som 
gjorde det, som en Guds profet havde 
bedt os gøre, og den følelse motiverede 
mig til at fortsætte. 

Men selv om jeg virkelig undlod at spise 
og drikke i 24 timer, så var jeg ikke helt 
tilfreds med min indsats. Dagen havde 
ikke været meget anderledes end andre 
søndage, og det forekom mig, at hvis det 
var af betydning at faste, så måtte det 
gøre forskel. Jeg vidste, at det var 
vigtigt, så jeg ræsonerede, at jeg nok ikke 
gjorde det på den rigtige måde. 
Jeg bestemte mig til at studere skrifterne 
med hensyn til fastens principper og 
regler. 

Og for at supplere min læsning i 
skrifterne, læste jeg nogle retningslinier 
for fasten, givet af vore tids profeter. De 
var tydelige i deres forklaring af, 
hvordan korrekt faste betyder at afholde 
sig fra at spise og drikke to efter 
hinanden følgende måltider, overvære 
faste- og vidnesbyrdmødet og betale et 
rigeligt fasteoffer. 

Med disse oplysninger og et dybtfølt 
ønske om at gøre det, der var rigtigt, var 
jeg rede til i praksis at udføre det, som 
jeg havde studeret mig til. Jeg kendte 
fasteloven, og jeg vidste, at jeg kunne 
overholde lovens bogstavelige ord. Men 
det er lovens ånd, der virkeligt kan 
forandre tilværelsen. Jeg besluttede mig 
til at koncentrere om disse fem områder 
for at prøve at få fat på fastens ånd: 
1. En kærlighedens ånd til Gud og mine 
medmennesker. Disse to meget vigtige 
mål krævede bestandigt arbejde og 
opmærksomhed. Ikke blot er det 
vanskeligt for mig at elske mennesker en 
gang imellem, men det er også somme 
tider vanskeligt at ønske at elske dem. 



23 



Og når jeg tænker på at elske Gud, 
overvældes jeg af at vide, at selv min 
bedste kærlighed på dette punkt er en 
svag og ufuldkommen gave. 

2. Offervilje og tjenestevillighed. Fasteo- 
fre er ét tegn på denne ånd. Et andet er 
villighed til at dele mit vidnesbyrd med 
andre. Jeg må også flittigt søge andre 
muligheder for at give og dele min 
overflod af velsignelser med andre. 
Somme tider føler jeg, at jeg ikke engang 
er begyndt at forstå, hvad virkelige ofre 
er. 

3. Broderskab og kammeratskabsånd 
overfor de hellige. Når jeg faster giver 
det mig en vidunderlig følelse af glæde at 
erkende, at jeg er fælles med resten af 
kirkens medlemmer om denne mulig- 
hed, og at vi kan hente kraft gennem 
enhed. 

4. Samhørighedsånd med Gud. Een 
eneste dag hver måned har jeg lejlighed 
til at lægge alt hvad der forstyrrer til side 
(undtagen mine tre børn, som endnu 
ikke helt kan støtte mig i mine 
bestræbelser) og med „hensigtens 
enkelthed" prøve at rense mit hjerte til at 
blive ét med Gud, når jeg renser mit 
legemes tempel. 

5. Selvkontrol. For mig er udøvelsen af 
min vilje med hensyn til at faste et tegn 
på ydmyghed, at jeg overgiver min vilje 
til Herrens vilje, at jeg ønsker at styrke 
min åndsraft og min legemsherskelse, og 
at jeg er villig til at omvende mig fra 
ønsker om at gøre andet end det, som 
Herren måtte ønske. 

Med alt dette i tankerne fastede jeg. 
Første gang fastede og bad jeg, at jeg 
måtte modstå en bestemt fristelse, som 
havde generet mig. Resultaterne var 
mirakuløse. Ikke alene modstod jeg 
fristelsen, men den ophørte med at være 
en fristelse; Ikke alene undlod jeg at 
synde, men jeg ønskede heller ikke at 
synde. Og på den måde blev jeg 
øjeblikkelig velsignet. 



Jeg besluttede, at det var vigtigt for min 
udvikling hurtigt at faste påny og ikke at 
vente en hel måned. Denne gang fastede 
og bad jeg om en afgørelse, som jeg 
havde haft vanskeligt ved at træffe. For 
og imod de vigtigere alternative 
muligheder forekom næsten lige stærke, 
og jeg havde puslet med det i flere uger. 
Efter at have fastet og bedt om det, 
vidste jeg pludselig, hvad jeg skulle gøre, 
og jeg havde ikke mere et øjebliks tvivl 
om, hvad der var det bedste valg. 
Efter at jeg havde fastet, var jeg 
umådelig agtpågivende med, hvad mad 
jeg puttede i munden. På én eller anden 
måde forekom mit legeme mere helligt 
for mig, og jeg ønskede ikke at spise 
noget som helst, som var urent eller 
unødvendigt. Det forekom næsten, som 
om selve fasten kan hjælpe os til at 
fornemme, hvilke fødemidler, der er 
gode og nærende for os, og hvilke der 
skader og forurener vort fysiske legeme. 
Jeg syntes at kunne tænke mere klart og 
præcist. Jeg var i højere grad i stand til at 
koncentrere mig om et enkelt formål, 
når jeg gik i templet. Selv om jeg følte 
mig fysisk svag, når jeg fastede, syntes 
det, som om jeg var istand til at udføre 
mere og arbejde med større udholden- 
hed bagefter. 

Jeg følte også en stigende ømhed over for 
min mand og vore børn, en 
overvældende kærlighed og på- 
skønnelse. Og det forekom mig, som om 
jeg græd mere under nadvermødet og i 
højere grad glad for det. Jeg er sikker på, 
at møderne ikke var blevet anderledes; 
det var snarere mig, der var blevet mere 
åndeligt modtagelig. 
En anden vigtig velsignelse, som jeg har 
modtaget som resultat af at faste, er en 
forøget evne til at erkende det ondes 
indflydelse og fristelser - og at afvise 
dem uden betænkning. 
Som jeg har fornyet mine anstrengelser 
for at faste, sådan som Herren ønsker 



24 



det, har jeg fundet nogle praktiske 
hjælpemidler dertil. Her er en liste over 
nogle af dem: 

1. Vær enig i familien om at faste. Hent 
styrke og motivering fra præste- 
dømmets eksempel og støt hinanden i 
kampen. De, som endnu ikke er gamle 
nok til at afholde sig helt fra at spise og 
drikke, kan alligevel deltage åndeligt: 
bede, lære historier fra skrifterne, synge, 
tælle velsignelser og planlægge tjeneste- 
gerninger mod andre. 

2. Planlæg særlige tjenestegerninger og 
ofre til fordel for andre. Giv altid et 
rigeligt fasteoffer og søg inspiration til 
andre tjenestegerninger, som Herren 
ønsker. 

3. Planlæg omhyggeligt, så det fysiske 
arbejde kan bringes ned til et minimum. 
For mig betyder det forud at planlægge, 
hvad børnene skal spise. Jeg prøver også 
at arrangere passende søndags- 
aktiviteter for dem, før min egen faste 
begynder om lørdagen. 

4. Planlæg omhyggeligt, så tålmo- 
digheden ikke bliver belastet. Sørg for 
rigelig tid til at gøre alting parat til 
møderne i kirken, så det ikke bliver 
nødvendigt at jage. 

5. Sørg for, at der er tid til oprigtig bøn. 
Det er noget, der er særlig vanskeligt for 
mig med mine tre små piger, der altid 
ønsker at involvere mig i hvad som helst. 
Somme tider kan vi bede hele familien 
sammen. Somme tider må min mand og 
jeg bede sammen, mens børnene tager 
sig en lur eller er gået i seng. Somme 
tider kan den ene af os koncenterere sig 
om dem, mens den anden beder alene. 
For mig er den bedste tid for en 
personlig bøn midt i nattens stille 
ensomhed. 

6. Fast og bed med et specielt formål 
eller for en bestemt velsignelse. Det kan 
være et personligt behov, en velsignelse 
for en anden, eller noget, der drejer sig 
om hele kirken eller landet, som for 



eksempel at bede for en forandring af 
vejrsituationen. 

7. Omvendelse fra synder. Søg styrke til 
at forandre dig og inspiration til at finde 
ud af hvordan. Søg måder at restituere 
de skete skader og at modtage tilgivelse 
fra dem, der er blevet skadet. 

8. Læs, studér og overvej skrifterne. Søg 
at forstå de dybtgående tanker, som du 
endnu ikke er kommet til bunds i. Benyt 
ægtefællens styrke til at finde svar på 
spørgsmål. Læs efter emner såvel som 
efter rækkefølge. Prøv at finde måder, 
hvorpå du kan lære børnene at kende 
skrifterne og at holde af dem. 

9. Pris og tak Gud. Vis taknemmelighed 
for hans velsignelser. Syng hyldestsange 
til ham. Glæd dig over dit slægtsforhold 
til ham. Bær vidnesbyrd om ham og 
hans godhed mod andre. 

10. Undgå konflikter og forstyrrende 
indgreb. Bryllupsreceptioner, fester, 
middage, sportskampe og selskabelige 
aktiviteter er nok ikke egnede til at 
bidrage til fasten og åndelig kommuni- 
kation. 

1 1 . Skriv dine oplevelser ned i dagbogen. 
Skriv også en hyldest til Gud, hvad du 
omvender dig fra og planer for 
forandringer, kommentarer til de 
skriftsteder, du har læst, de tjenesteger- 
ninger, du planlægger at udføre, det 
formål, du hver måned faster for, og dit 
vidnesbyrd. Hvis vi regelmæssigt fører 
noget sådant ind i dagbogen, kan det 
blive et godt redskab til at holde vore 
vidnesbyrd stærke, give vejledning til og 
motivering for forandringer, og det vil 
inspirere vore børn og vore børns børn. 
Mirakler, vi oplever, mister hurtigt deres 
styrke i vor hukommelse, men notaterne 
i vore dagbøger kan bringe dem klart 
tilbage i erindringen og få os til at hungre 
efter evigt liv, et liv, der er ét eneste 
mirakel. 

Selv om min egen faste endnu ikke kan 
kaldes „fryd og bøn," føler jeg mig langt 
(Fort. side 36.) 

25 



Kirkens livskraft 

af præsident Spencer W. Kimball 




X en tale til en gruppe missionærer 
talte præsident Kimball - endnu som 
medlem af De tolvs Råd - engang om 
betydningen af at bære vidnesbyrd. Han 
sagde blandt andet: 

„Dette med at bære vidnesbyrd er ikke 
noget excentrisk, mærkeligt noget, som 
kun vi gør. Det er en fundamental del af 
kirken . . . Jeg husker, at jeg bar mit 
vidnesbyrd, da jeg var barn i primary og 
søndagsskolen. Det er noget grundlæg- 
gende. Det er noget vigtigt . . . Der er 
nogle kritikere, der siger, at det er 



tåbeligt at lade små børn bære deres 
vidensbyrd, og at de ikke kan vide, om 
det er sandt. Utvivlsomt er deres 
kundskab begrænset. Men de kan have 
følelser, og vidnesbyrd er følelser, ikke 
bare en ophobning af kendgerninger. 
Vidnesbyrd kommer fra hjertet. Og 
derfor bliver de noget grundlæggende 
. . . Der aflægges vidnesbyrd overalt i 
vores kirke. Når vi kalder en gruppe 
missionspræsidenter sammen, bærer vi 
vore vidnesbyrd, og når medlemmer 
kommer sammen i små grupper alle 



26 




vegne, hvad enten det er formelt eller 
uformelt, så bærer de deres vidnesbyrd. 
Vi, fra De tolvs Råd bærer vore 
vidnesbyrd derhjemme. I de 18 år, jeg 
har været blandt De Tolv, har vi holdt 
vidnesbyrdmøde. Vi går i templet tidligt 
om morgenen, de tolv af os, eller så 
mange, som ikke er for langt borte fra 
hovedkvarteret ... til vores eget værelse 
på fjerde sal. Det er et værelse, hvor der 
er tolv læderbetrukne stole. De er meget 
gamle. Jeg tror nok, de er blevet benyttet 
af apostle i mindst et halvt hundrede år. 
Læderet er slidt, men det er alligevel 
behagelige gamle stole at sidde i. De står 
i en halvcirkel. Vi har også vores 
sekretær dér. Præsident Smith sidder i 
den ene ende af halvcirklen, og den 
yngste af kvorummet sidder i den anden. 
Vi sidder sådan i hestesko-form. Vi 
synger. Broder Lee spiller orgel, eller 
han dirigerer sangen, og jeg spiller på 
orglet. Vi har et lille stueorgel, som man 
pumper med fødderne. Vi beder meget 
oprigtigt om, at Herrens Ånd må være 
hos os, og derefter lytter vi til referatet af 
det forrige møde, der er meget detaljeret. 
Dette referat tager gerne mellem 15 og 
20 minutter at oplæse ... og det er 
spændende læsning. Vi hører påny de 
vidnesbyrd, som vi for 3 måneder siden 
hørte brødrene aflægge. 
Så plejer præsident Smith, der er 
præsident for De Tolv at rejse sig, og 
med bøgerne i hånden åbner han 
skrifterne for os, sådan som jeg 
forestiller mig, at Herren gjorde det for 
de 2 mænd, der var på vej til Emmaus. . . 
Vi er midt i en faste. To af os 
administerer nadveren, og vi omdeler 
den for hinanden. Og så begynder 
vidnesbyrdaflæggelsen. Vi bruger 3 eller 
4 timer bare de 12 af os, til at bære vore 
vidnesbyrd for hinanden. Jeg nævner 
dette, for at I kan vide, at det er noget 
grundlæggende og en vigtig del af 
kirkens program at bære vidnesbyrd. 



Hvis de 1 2 apostle har behov for at bære 
vidnesbyrd for hinanden for at udtrykke 
og udtale deres taknemmelighed over 
for Herren, så har missionærerne sikkert 
også behov for det for at hente støtte, 
opløftelse og inspiration til at holde 
ilden vedlige. Vi synger derefter igen og 
beder, og går derefter til vore sædvanlige 
gøremål. 

Og så har vi et andet vidnesbyrdmøde 
hver 6. måned på den tirsdag, der går 
forud for generalkonferencen. Alle 
generalautoriteterne er der 
præsidentskabets og De Tolvs værelse 
templet. Øverst er der en stol, hvor: 
kirkens præsident sidder. Aldrig sidder 
nogen i den stol undtagen Herrens 
profet. Selv om hans rådgivere leder 
mødet, når han ikke er der, så sidder de 
altid i deres egne stole . . . 
Nadveren administreres af 2 af 
brødrene, sædvanligvis to af de tolv. Vi 
faster den dag. Derefter bærer vi 
vidnesbyrd. Patriarken, én fra biskop- 
rådet, én af de halvfjerds, én af 
assistenterne, én eller flere af de tolv og 
alle 3 i præsidentskabet bærer deres 
vidnesbyrd. Det er en vidunderlig 
oplevelse at det altsammen krones med 
Herrens profets vidnesbyrd. At se ham 
stå dér og høre ham sige: „Jeg ved, det er 
sandt. Jeg ved, at Herren besvarer vore 
bønner. Han åbenbarer sine hensigter 
og sin vilje til os." Jeg vil sige til jer, at det 
er en oplevelse, man husker. 
Jeg nævner alt dette, for at I ikke skal 
tro, at det at bære vidnesbyrd er en lille 
ting, som er noget tilfældigt, som alene 
hører til i missioneringen. Det er ét af 
kirkens programmer. Det er magtfuldt 
og mægtigt . . . Det er livskraften i 
organisationen og i kirken." 



(fra „The Berlin Spirit" , jan. 1962) 



21 



D 



'et er ikke altid missionærlek- 
tierne, der omvender folk til evangeliet. I 
tilfældet Christian Knudsen krævede det 
f.eks. en lang række af enkle venlige 
handlinger at bringe ham til det punkt, 
hvor han begyndte at tænke alvorligt på 
at blive mormon. Christian, der var født 
i Norge i 1856, var 14 år, da hans onkel 
kom tilbage til Norge som mormonmis- 
sionær fra Utah. Han underviste 
Christians forældre og børn, og de blev 
alle døbt - undtagen Christian. Han var 
blevet oplært i sit lands religion og var 
meget bitter, da hele den øvrige familie 
sluttede sig til mormonkirken. De 
efterfølgende udvalgte stykker, der er 
taget fra en beretning, han senere skrev, 
og som nu opbevares i kirkens historiske 
afdelings arkiver, fortæller om, hvordan 
hans oplevelser, som ung mand på 



næsten 16 år, beredte ham til at modtage 
evangeliet. Mindre udeladelser af 
materiale, som ikke har at gøre med 
hans omvendelse, er foretaget for at gøre 
hans historie mere letlæseligt. 
1 1870 kom min mors bror, Mons 
Andersen, til vort hjem som mormon- 
missionær. Han bragte lokale ældster 
med sig, og de holdt møder i vort hjem. 
På den måde blev mor og far omvendt til 
kirken. Ikke længe efter besluttede de sig 
til at emigrere til Utah. Men sådan 
havde jeg det ikke. Jeg gik til præst for at 
blive konfirmeret, og der havde vi en 
prøve, der skulle vise, hvor meget vi 
kendte til Bibelen. Ældsterne fandt fejl i 
forklaringen af de stykker, som jeg 
citerede, så i stedet for at jeg blev 
omvendt, gjorde det mig temmelig bitter 
over for mormonismen. 



.... , . 



Christians 
omvendelse 

En beretning redigeret af Gordon Irving 
Illustreret af Preston Heiselt 



•V, 







hPHS 





29 



Så kom det tidspunkt, da mine forældre 
solgte vort hus og rejste til Utah. Men 
jeg var blevet bitter og ville ikke rejse 
med dem. Så da de så, at jeg ikke 
ønskede at tage afsted, forsøgte de en 
masse overtalelse. Men det gjorde mig 
endnu mere stædig. Jeg forstod ikke, at 
vort hus blev solgt, og at der ikke var 
noget hjem at falde tilbage på. De 
mennesker, som købte vort hus, flyttede 
ind, og vi måtte bo hos en nabo den 
sidste nat. Jeg indvillige til sidst i at tage 
med dem så langt som til Christiania, 
(det nuværende Oslo) en strækning På 
næsten 150 km. Og så forlod vi den 18. 
juni 1872 vort hjem med kurs mod Utah. 
Vi var 6 i familien - far, mor, søster 
Agnete, 17 år, mig selv, 15 år, bror 
Mathias, 12 år, og søster Christine, 8 år 
gammel. En mand med en hest og vogn 
kom og tog vore kasser, der indeholdt 
vore fødevarer, tøj og sengetøj, i alt tre i 
tal; og jeg kan fortælle jer, de var store, 
men endelig fik han dem da placeret. Vi 
andre måtte gå, men det var ikke noget 
nyt i Norge. Vi rejste omkring 7 engelske 
mil, til vi kom til en sø, der hed Mjtios. 
Der gik vi ombord i en lille damper og 
rejste med den en strækning på omkring 
45 mil til et sted ved navn Eidsvoll, dér, 
hvor Norges grundlov blev skabt. Dér 
blev jeg ramt af et mærkeligt syn, for jeg 
havde aldrig før set et tog. Jeg var ikke 
rigtig klar over, hvad jeg skulle mene om 
det, da jeg så alle de spor og spekulerede 
på, hvordan toget skulle komme fra det 
ene spor til det andet. Men vi gik 
ombord i toget, og afsted gik det, og 
snart var vi i Christiania, hovedstaden. 
Nu må jeg fortælle en smule af, hvad der 
skete dér. I husker, at det var så langt, 
som jeg havde lovet at tage med dem. 
Fra stationen blev vi bragt til 
mormonernes hovedkvarter i Norge, 
Østerhusgata nr. 27. Mens vi var der, 
holdt de et møde i en sal, og mine 
forældre bad mig gå med til mødet. Men 



jeg ville ikke gå indenfor. I husker, at jeg 
sagde før, at jeg var bitter. Der var en 
dame dér, som så, at jeg ikke gik ind. 
Hun sagde: „Hvis det var min dreng, så 
ville jeg piske ham, til blodet løb ned ad 
ham og ind i hans sko." Jeg hørte godt, 
hun sagde det, men jeg tror nok, hun 
skulle have været en god løber for at 
fange mig, for jeg var meget letbenet. 
Her er den måde, de fik mig til at tage 
med på den videre fart. De vidste jo, 
hvad jeg tidligere havde sagt, og min 
søster Agnete havde sagt, at hvis jeg ikke 
tog afsted, så ville hun heller ikke rejse 
længere. 

Far gik hen til en hatteforretning og 
købte et par pæne, brune hatte til min 
bror Mathias og mig og forærede os 
dem. Han sagde ikke noget, men så 
meget bedrøvet ud. Da jeg så, hvor kede 
af det, mine forældre var, mindedes jeg, 
hvad jeg havde læst i Bibelen: „Ær din 
fader og din moder, at dine dage må 
blive lange i landet, som Herren din Gud 
gav dig." Jeg indvilligede i at tage med 
dem. Så fik de deres gode humør igen, 
og jeg har aldrig fortrudt det. 
Et Par dage efter gik vi ombord i den lille 
damper, der skulle bringe os til 
København. Da jeg ikke var medlem af 
mormonkirken, sang jeg ikke og var 
ikke så glad som resten af dem, men jeg 
kunne både høre og se, hvor glade de 
var. Jeg husker meget godt én af 
salmerne: „Til Babylon, til Babylon vi 
siger farvel, i Efraims land, vi vil fryde 
vor sjæl." Vi kom til København den 
næste dag efter at have været på skibet 
hele natten. Der var ikke noget sted, vi 
kunne ligge ned, så jeg kravlede op på 
nogle kornsække og fandt dér et sted at 
sove. Mens jeg var der oppe og fik mig 
en god søvn, var mine forældre og de 
andre næsten afsindige. De havde ledt 
efter mig, til de til sidst havde opgivet 
håbet om at finde mig. Da vidste, at det 
var mod min vilje at rejse, og selv om de 



30 



ikke sagde det direkte, kunne jeg på den 
måde, de opførte sig på, da jeg kom ned, 
regne ud, at de havde troet, at jeg var 
sprunget overbord. Det bragte glæde til 
deres sjæle, da nogen kom og fortalte 
dem, at de havde set mig, og at jeg havde 
det godt. De kunne ikke tro det, før de 
selv så mig. Havde jeg aldrig før glædet 
dem, så gjorde jeg det i hvert fald nu. 
Da vi kom til København, gjorde vi 
ophold, indtil der var samlet omkring 
300, som skulle til Utah. Anthon H. 
Lund, som ved sin død var rådgiver for 
præsident Heber J. Grant, havde 
ansvaret for kompagniet til Utah. Vi 
forlod København for at rejse til Hull i 
England over Nordsøen. Da vi sejlede 
afsted, var vejret smukt, og vi hørte de 
samme glade sange, som da vi forlod 
Norge. Ja, der var nogle, som dansede. 
Men snart efter begyndte de vældige 
bølger at rulle. Det varede ikke længe, 
før nogle søgte hen til rælingen. Ih, hvor 
de ofrede til fiskene! Jeg lo ad dem og 
spekulerede på, hvad der mon var i vejen 
med dem. Men jeg kan fortælle jer, jeg lo 
ikke ret længe. Også min tur kom. Men 
vi kom da sikkert til Hull, og dér gik vi 
ombord på et tog med Liverpool som 
mål. Vi kom dertil efter omkring 8 
timers køretur, og dér gik vi ombord i 
damperen Nevada med kurs mod New 
York i Nordamerika. 
Det tog os 14 dage at komme over 
Atlanterhavet. Noget af turen var det et 
forfærdeligt vejr, og jeg var søsyg hele 
vejen. Men vi havnede da trygt og godt i 
New York. Dér tog vi toget mod Utah. 
På omkring 4 dage ankom vi til Salt 
Lake City den 17. juli 1872 sent om 
aftenen. Før vi kom til stationen fortalte 
Præsidenten for vores kompagni, 
Anthon H. Lund, os, at når vi kom til 
stationen, ville en hel del af os blive 
mødt af familie og venner, og nogle af 
dem ville bringe os med sig hjem. Men 
han sagde: „Lad ingen af dem tage jer 



med sig hjem lige nu, for I vil 
allesammen blive bragt til en banket. I 
stedet må I gerne tage dem med til 
banketten." 

Det var henved klokken 10 om aftenen. 
Navnet på huset kendte jeg ikke, men 
det var stort nok til, at vi alle straks 
kunne sidde ved bordene. Såvidt jeg 
husker, var vi omkring 300. De var 
allesammen gået ind, med undtagelse af 
mig selv, for jeg syntes ikke, at jeg hørte 
til. Jeg vidste, at jeg ikke var mormon, 
som alle de andre. Som jeg før har 
fortalt, var jeg ret så bitter. Men broder 
Lund kom ud og så mig et stykke derfra. 
Han kom over til mig og spurgte efter 
mine forældre. Jeg sagde, at de var gået 
ind, men at jeg ikke syntes, jeg hørte til 
dér. Så tog han mig ved armen, og vi gik 
over til døren. Han sagde på dansk: 
,,Vær nu sød at gå ind. Du er meget 
velkommen." Og så gik jeg naturligvis 
ind. Og jeg vil fortælle jer, det var den 
bedste aftensmad, jeg nogen sinde har 
fået, alt muligt godt var der. Da vi var 
færdige med det måltid, var det næsten 
midnat, men bordene var stadig 
dækkede, og der var rigeligt af alle ting. 
Vi kunne gå rundt og forsyne os, så 
meget vi ville. Det var altsammen til os. 
Der var ingen, som var kommet for at 
hente os, så vi blev i salen til om 
morgenen. Jeg ved ikke, hvad resten af 
dem gjorde, men jeg lagde mig ned på en 
bænk ved bordet og faldt i søvn. Da jeg 
vågnede, var solen oppe, og alle de andre 
var oppe og i fuldt sving. Jeg ventede 
ikke på morgenmaden, for der var 
stadig rigeligt med fødevarer på 
bordene, og der blev sagt til os, at vi var 
velkomne til at tage for os af retterne. 
Det gjorde jeg, og jeg fik mig sandelig en 
god morgenmad, lige så god som 
aftensmaden dagen før. 
Så kom tiden, da vi var nødt til at 
spekulere på, hvad vi skulle gøre i et 
fremmed land med et mærkeligt sprog. 



31 



Vi hørte dem tale men vidste ikke, hvad 
de sagde. Endelig kom der én, som på 
dansk bad os følge med. Han bragte os 
hen til den gamle tiendegård. Der fandt 
vi kasserne med vore ting i, både 
sengetøj og en smule mad. Og der blev vi 
så den følgende nat. 
I løbet af dagen fik jeg den idé, at jeg ville 
gå på rundtur i Salt Lake City. Da det 
var sommer, var de tidlige æbler modne, 
og jeg så nogle æbler, der forekom mig 
ganske gode. Jeg kunne ikke bede om 
dem, og hvis jeg tog ét uden at bede om 
det, så ville jeg stjæle, lige så vist som 
hvis jeg tilegnede mig en dollar. Men jeg 
så et dejligt rødt æble ligge under 
stakittet, så jeg bøjede mig ned og tog 
det og fortsatte hen af fortovet. Jeg 
havde kun taget nogle få skridt, da en 
mand sagde: „Hej, stop!" Jeg troede, 
han talte norsk, for „stop" hedder det 
samme på engelsk og på norsk. Så 
naturligvis standsede jeg. 
Men han gik om bag huset. Så jeg 
begyndte igen at gå, men han har nok set 
mig gøre det. Han kikkede omkring 
hjørnet af huset og råbte ,,stop" endnu 
en gang. Jeg var bange, for jeg havde 
taget et æble uden at bede om lov. Jeg 
tænkte mig, at han var gået for at hente 
en pisk, så han kunne slå mig, og jeg 
tænkte på, hvad jeg ville have gjort i 
Norge. Men, kan I tænke jer, i stedet for 
det, havde han fyldt sin hattepuld med 
gode, pæne, røde æbler. Jeg gik tilbage 
til porten, og han rakte mig det ene æble 
efter det andet, indtil jeg havde 
hænderne fulde. Han sagde noget til mig 
på engelsk, som jeg ikke kunne forstå. 
Mens han gjorde tegn til mig, hvad han 
mente - at putte dem i lommerne, for jeg 
havde store lommer i min jakke. Og han 
gav mig den hele hat fuld af æbler. 
Det gjorde så stærkt et indtryk på mig, 
at jeg aldrig har glemt det. Jeg havde 
taget ét, og i stedet for at slå mig havde 
han givet mig en hel hatfuld. Jeg har før 



fortalt jer, at jeg var temmelig bitter men 
jeg siger lige ud, at med dette og med 
indbydelsen til festen aftenen før, havde 
alle de bitre følelser forladt mig. Det var 
en bedre lektie for mig end noget andet, 
jeg kunne tænke på. En god handling 
taler højere end ord. 
Jeg gik tilbage til den gamle tiendegård, 
hvor jeg fandt mine forældre og bror og 
søstre. Og jeg var lykkelig over, at jeg 
havde nogle æbler at give dem. De 
undrede sig over, hvor jeg havde fået 
dem. De vidste, at jeg ingen penge havde 
at købe dem for, og så sagde de: ,,Du har 
været ude at stjæle dem." Jeg sagde: ,,En 
mand ude i byen gav mig dem." De 
sagde, at så måtte der være bedre 
mennesker her i Utah, end der var i 
Norge. Det begyndte jeg også at mene. 
Min onkel, Mons Andersen, havde sagt 
til os, at vi skulle tage til hans forældre i 
Lehi (i Utah). Den aften var der en 
fisker, som skulle den vej, og han sagde, 
at han kunne tage 2 af os med. Så mor og 
min bror Mathias tog med ham. Så 
ville der komme én og hente resten af os. 
Vi kunne ikke tage med toget dertil, for 
sporene var dengang kun lagt til Point of 
the Mountain (en snes km. syd for Salt 
Lake City. O.a.). Så resten af os blev i 
tiendegården til den næste dag. Hele den 
dag var der ingen, der kom. Men den 
næste dag, den 20. juli 1872, ankom vi til 
Lehi. 

Nu må jeg sige lidt om søndag den 21. 
juli 1872. Som jeg sagde før, overnattede 
vi på statsvejen på denne side af Sandy. 
Det var en skøn morgen, og det var tid 
for os at få noget at spise, før vi startede. 
Vi var 5 i alt, og vi havde noget 
hjemmebagt hvedebrød. Der lå en 
gård ikke så langt borte, så Mathias 
Petersen, vores kusk, gik derover for at 
se, om han kunne få noget mælk at 
drikke til brødet. Han kom hurtigt 
tilbage sammen med en dame med en 
gryde fuld af sødmælk. Det var første 



32 



gangjeg lå i lejr ude og mit første måltid 
hvedebrød og sødmælk. Jeg vil aldrig 
glemme, hvor godt det smagte mig. Jeg 
var overvældet. „Næh, hvor god den 
dame måtte være," tænkte jeg, ,' når hun 
bragte os den gode mælk!" Jeg ved ikke, 
om hun var mormon eller ikke. Men 
dengang troede jeg, at alle mennesker i 
Utah var mormoner, så naturligvis 
mente jeg, at hun også var det. Så det var 
endnu et skridt for mig til at få en smule 
bedre følelser for mormonismen. 
Omkring klokken 11 kørte vi op foran 
Mons Andersens hus, og ud kom søster 
Christine Andersen for at byde os 
velkommen, idet hun lagde armene 
omkring os én for én og kyssede de 
andre. Da min tur kom, så var det ikke 
noget, jeg var vant til, så jeg vidste ikke, 
hvad jeg skulle gøre. Af én eller anden 
grund løb jeg ikke væk derfra. En flok 
nabobørn og ældre mennesker samledes 
omkring os og trykkede os i hånden. Jeg 
går ud fra, at de bød os velkommen, for 
jeg kunne ikke forstå et ord engelsk. 
Børnene var i søndagsskole, men de 
kom snart efter hjem. Også de kyssede 
os velkommen, og snart var jeg ved at 
vænne mig til det. Men de fik os sandelig 
til at føle os hjemme. 
Der var noget andet, som slog mig og 
som hjalp mig på vej til at undersøge 
kirken. Det var lige på den tid, da en 
masse frugt var ved at være modne, som 
for eksempel jordbær, stikkelsbær og 
tidlige æbler. De, som har truffet søster 
Andersen, ved, hvilket kærligt menne- 
ske, hun var. Hun sagde: „Gå ud og tag, 
hvad du vil." Hvis det ikke havde været 
for hendes kærlige væsen, ville jeg ikke 
have troet at hun mente det. Men det 
gjorde hun sandelig. Det var noget 
andet, end hvad jeg var vant til i Norge. 
Det var endnu et trin på stigen (til 
indlemmelse i kirken. O.a.) 
Jeg havde slet ikke haft tid til at tænke 
på, hvad jeg kunne gøre for at tjene til 



livets ophold i et fremmed land med et 
mærkeligt sprog. Fredag morgen den 
26. juli 1872 kol der en mand hjem til 
Mons Andersens hus, han havde brug 
for en dreng, der kunne hjælpe ham ude i 
marken. Hans navn var Peter Petersen. 
Min løn var 8 dollars om måneden. Jeg 
arbejdede for ham i 20 måneder. Jeg skal 
nu fortælle noget om, hvad der skete i 
den tid. Det var sædvane dengang, at 
nyankomne skulle gendøbes. Så Peter 
Petersens kone, Karen Larsen Petersen, 
sagde til mig: „Der skal være dåb i dag. 
Så du må spænde hestene for og bringe 
disse mennesker ned til mølledammen, 
så de kan blive døbt. Og du skal også 
døbes." Jeg fortalte hende så, at jeg nok 
skulle bringe dem derned, men jeg var 
ikke endnu parat til dåb. 
Den næste vinter begyndte jeg at gå i 
skole, så jeg kunne lære lidt engelsk. Jeg 
havde også gået med Mons Andersens 
drenge til søndagsskole. Eischa Pack var 
lærer dengang. De skiftedes til at læse fra 
Bibelen; men når det blev min tur til at 
læse, læste bror Pack mit vers, og der 
blev aldrig spildt ét minut. Jeg var glad, 
selv om jeg ikke kunne forstå, hvad de 
sagde. Og alligevel kom jeg til at holde af 
at gå i søndagsskole. Søster Karen 
Larsen Petersen blev syg og døde den 7. 
febr. 1873, og det blev afslutningen på 
min skolegang på det tidspunkt. Men jeg 
lærte nok til, at jeg kunne begynde på 
tredie klasses læsebog. 
Jeg havde nu studeret evangeliet og 
havde bedt om det. Jeg kendte Jesu svar 
til Nikodemus: „Ingen kan komme ind i 
Guds rige, hvis han ikke bliver født af 
vand og ånd." Så den 30. aug. 1873 blev 
jeg døbt ind i Jesu Kristi Kirke af Sidste 
Dages Hellige af Mons Andersen og fik 
håndspålæggelse af Abraham Lossee i 
Lehi." 



33 



Det gør ikke nogen forskel 



af Barbara Balh 




D s 



'en 11, januar 1975 klokken 
13,35 var jeg på vej til en forretning ikke 
langt fra, hvor jeg bor. Jeg spadserede på 
fortovet, da en chauffør, der kørte 
omkring 65 km. i timen, mistede 
herredømmet over sin bil, som ramte 
mig, og klemte mig fast mellem bilen og 
en telefonpæl. Der var tilfældigvis en 
patruljevogn i nærheden, og den 
tilkaldte øjeblikkelig hjælp, hvorefter de 
prøvede at hjælpe mig, men mit ben var 
så slemt ødelagt, at dér, hvor han skulle 
lægge en årepresse (for at forhindre, at 
jeg forblødte) var der simpelthen ikke 
noget ben. 

Da jeg ankom til hospitalet, skrev de, at 
jeg var død ved ankomsten, men 
lægerne, der arbejdede hurtigt, havde 
held til at få mig bragt tilbage til livet. 
Efter en skøn velsignelse, givet af min 
biskop, kom jeg ind i operationsstuen. 



Lægen sagde, at benet nok måtte 
amputeres, men en betjent, som 
undersøgte ulykkesstedet, fandt en ti 
centimeter lang splint af lårbenet og fik 
det ekspres sendt til hospitalet. Da det 
blev bragt ind i operationsstuen, tog 
man den beslutning at prøve at redde 
benet. Selv om jeg senere mistede benet, 
har jeg nu en 20 cm. lang stump, som jeg 
ikke ville have haft, hvis man havde 
fjernet benet med det samme. 
Efter ulykken var der mange venner og 
familiemedlemmer, som gjorde meget 
for mig og min familie. Folk i wardet var 
så venlige, at de gjorde det muligt for 
mine forældre at være hos mig i de 
mange måneder, jeg var på hospitalet. 
De bragte os måltider og hjalp os og 
sørgede for os gennem megen kærlighed 
og omsorg. 
Det første jeg husker om AP-UP var, da 



34 



de unge mennesker sendte indbydelser 
ud til afslutningsfesten til de piger og 
drenge, som var gamle nok til at komme 
regelmæssigt det følgende år. Da de 
indbød mig, forbavsede det mig, for jeg 
tilbragte stadig det meste af tiden på 
hospitalet med kun nogle få dage 
hjemme, ind imellem operationerne, og 
jeg sad i en kørestol. De sagde, at det 
ville da ikke spille nogen rolle, alle de 
unge skulle nok hjælpe, og så tog jeg 
med. Og dejligt var det. 
Da tiden kom, at jeg skulle begynde i 
UP, blev jeg kaldet til at være anden 
rådgiver i vores førsteårs bikubeklasse, 
selv om jeg ville komme til at være på 
hospitalet meget af tiden. Det år gjorde 
min klasse virkelig en masse for mig. 
Specielt husker jeg, dengang de på bånd 
optog et møde, som blev holdt i 
biskoppens sommerhus, fordi jeg ikke 
var i stand til at komme. De optog også 
andre programmer, som de så tog med 
til hospitalet, hvor vi alle lyttede til dem 
sammen. 

Jeg var udskrevet fra hospitalet og gik 
med krykker, da stavens bikubevejleder 
bad mig tage en rolle i skuespillet 
„Æblekærner." Det betød meget for 
mig at vide, at jeg var ønsket og 
påskønnet. 

Efter ni måneders smerte og lidelser og 
34 operationer, hvor man prøvede at 
redde mit ben, anbefalede lægerne, at 
det blev amputeret. Efter samråd med 
mine forældre og vor himmelske Fader, 
besluttede jeg at få det gjort. Det skete 
den 24. september 1975, da jeg var 12 år 
gammel, Da min klasse hørte det, var de 
helt vidunderlige. De sagde: „Det gør da 
ingen forskel!" 

Mens jeg var på hospitalet til min 35. og 
sidste operation, kom klassen tit med 
lektier og viste deres glade ansigter for at 
opmuntre mig. De kunne finde på at 
kalde mig og medregne mig i alle deres 
planlægninger, selv når jeg ikke kunne 



komme til møderne. På den måde hørte 
jeg om al det morsomme, som jeg måtte 
savne, og derfor følte jeg, at de ønskede, 
at jeg skulle skynde mig at komme 
tilbage og være med til det altsammen. 
Omkring fem måneder senere holdt 
vores ward en forårssangfest, og vores 
klasse blev bedt om at deltage. Og jeg 
var selvfølgelig også med. På det 
tidspunkt havde jeg mit kunstige ben. 
Klassen hjalp mig godt, så jeg kunne se 
ordentlig ud på scenen, og da vi gik ned 
fra scenen ad trinene foran, tog de dem 
allesammen ét ad gangen, så jeg ikke 
kom til at sakke bagud og blive lagt 
mærke til. Det så helt naturligt ud. De 
lod mig forstå, at jeg aldrig behøvede at 
betænke mig, når jeg blev bedt om at 
gøre noget, og jeg lærte, at hvis bare jeg 
vil forsøge, så kan jeg gøre, hvad som 
helst andre kan gøre. 
I løbet af sommeren bad jeg én af 
pigerne i min klasse om hun ville lære 
mig at køre på cykle, som før, og det 
gjorde hun. Efter at være faldet en halv 
snes gange og leet ad det hver gang, lærte 
jeg det endelig. Vi kører stadig på 
cykletur sammen, og det er meget sjovt. 
Afslutningsfesten sidste år var et 
svømmeparty. Jeg ville egentlig helst 
ikke tage med, men min mor og mine 
veninder overtalte mig til i det mindste 
at være der. Da jeg dukkede op, havde 
alle det så morsomt, at jeg ikke kunne 
stå imod, da de opfordrede mig. Så jeg 
bad mor hente min badedragt. Da jeg 
havde taget mit kunstige ben af og var 
kommet i badedragten, bar pigerne mig 
ud i bassinet. Jeg havde det dejligt, og de 
var allesammen så forstående, og de fik 
mig til at føle, at jeg ikke havde noget at 
skamme mig over. 

I år er jeg blevet kaldet til at være 
præsident for 2. års bikubeklassen. Jeg 
håber bare, at jeg kan gøre et godt 
stykke arbejde og hjælpe andre på 
samme måde, som jeg er blevet hjulpet. 



35 



(Fortsat fra side 25.) 

nærmere det ideal, end jeg gjorde for et 
år siden. Jeg er taknemmelig over, at jeg 
ved, at Gud lever, at vi er hans børn, og 
at han ønsker, vi skal finde glæde. Og nu 
er jeg overbevist om, at fasten er en 
indbygget del af den glæde. Det er et 
nødvendigt element i vores kamp for at 



overvinde enhver svaghed, styrke 
ethvert talent, og blive fuldkomne, så vi 
igen kan slutte os til vor Fader i himlen. 
Jeg er ham taknemmelig over at have 
opdaget, at fasten er et magtfuldt middel 
til at hjælpe os med at finde vor vej 
tilbage til ham. 



Retfærdigheden kræver forsoning for faldet. 

Men sådan var betingelsen, og hvis Kristus ikke var kommet som det 
forsonende offer ifølge retfærdighedslovens krav, for at bøde på, sone 
eller forløse os fra den situaion, Adam bragte sig i, og som vi befinder 
os i, så ville den jordiske død være kommet. Legemet ville igen være 
blevet til støv, hvorfra det var kommet, og ånden ville være gået til 
Satans rige og være blevet ham underlagt for evigt. 

Retfærdigheden krævede, at den lov, som var blevet brudt, blev helet. 
Retfærdigheden krævede, at der skulle ofres liv, for at Adam og hans 
efterkommere kunne komme tilbage til Guds nærhed. 
For at rette den brudte lov op igen og forløse os fra den magt, som 
døden gennem faldet havde fået over os, var det nødvendigt, at vi blev 
forløst gennem et uendeligt offer ved dgydelse af blod. Det var i denne 
hensigt, Jesus Kristus kom til verden, for han havde i forudtilværelsen 
frivilligt tilbudt at komme og dø her, for at vi kunne leve. 

(Joseph Fielding Smith: Lærdomme om Frelse, s. 114) 



36 



„Alle værdige mændlige medlemmer af kirken 
kan ordineres til præstedømmet." 



Oversættelse 
The Ghurch of Jesus Christ of Latter -day Satnts 

office of the first presidency 
Salt Lajke City, Utah 84111 

8. juni 1978 



Til alle generalautoriteter og lokale præstedømmeledere i Desu Kristi Kirke 
af Sidste Dages Hellige over hele jorden. 

Kære brødre. 

Idet vi har været vidne til udbredelsen af Herrens værk over hele jorden, har 
vi været taknemmelige for, at folk fra mange nationer har været lydhøre for 
det gengivnB evangeliums budskab og i stadig stigende antal har tilsluttet sig 
kirken. Dette har til gengæld inspireret os med et ønske om at skænke hvert vær- 
digt medlem af kirken alle de privilegier og velsignelser, som evangeliet givBr. 

Da vi er opmærksomme på de forjættelser der er givet af kirkens profeter og præ- 
sidenter, som er gået forud for os, om at alle vore brødre, som er værdige til 
det, på et vist tidspunkt i Guds evige plan kan modtage præstedømmet, og idet vi 
har været vidne til deres trofasthed, som præstedømmet har været tilbageholdt 
fra, har vi bedt længe og oprigtigt for disse vore trofaste brødre og har til- 
bragt mange timer i templets "Upper Room" (Øverste Værelse") i ydmyg bøn til 
Herren om guddommelig vejledning. 

Han har hørt vore bønner og har gennem åbenbaring bekræftet, at den længe for- 
jættede dag er kommet, hvor hver trofast, værdig mand i kirken kan modtage det 
hellige præstedømme med kraft til at udøve dets guddommlige myndighed og sammen 
med sine kære nyde enhver velsignelse, som udstrømmer derfra, indbefattet tem- 
plets velsignelser. I overensstemmelse hermed kan alle værdige mandlige medlemmer 
af kirken ordineres til præstedømmet uden hensyn til race eller hudfarve. Præste- 
dømmets ledere instrueres om at følge retningslinjen om omhyggeligt at interviewe 
alle kandidater for ordination til enten det aronske eller det melkisedekske præ- 
stedømme for at sikre sig, at da opfylder de fastsatte standarder angående vær- 
dighed. 

Vi erklærer højtideligt, at Herren nu har kundgjort sin vilje til velsignelse for 
alle sine børn over hele jorden, til dem som vil lytte til hans bemyndigede tje- 
neres røst og berede sig til at modtage enhver af evangeliets velsignelser. 

Med venlig hilsen 



SPENCER Id, KIMBALL 

N. ELDON TANNER 

MARION G. ROPINEY 

Det øverste Præsidentskab